Tilbage i Danmark

Jeg er tilbage i Danmark igen og har været det i knap fem dage. Jeg skriver ikke "hjemme i Danmark igen" af den simple årsag, at det ikke helt føles som hjem længere.

Det var rart at se mit værelse, min familie, min hund etc. - men nu er jeg blevet rastløs og har mest af alt lyst til at smutte videre på nye eventyr og aller helst tilbage til Chile igen, tilbage til alle de mennesker der har fået en plads i mit hjerte og som jeg savner ubeskriveligt meget. For en måned siden skrev jeg, at det var det rigtige tidspunkt at tage hjem på - det kan jeg så mærke nu, at det bliver det aldrig, for når man først er knyttet til et sted og dets mennesker, er det svært at give slip. Forhåbentlig er det ikke sidste gang jeg kommer til Chile og til El Salvador. Størstedelen af mine tanker kredser om de mennesker, jeg mødte og kom til at holde af, de oplevelser, jeg fik, og de tanker jeg gjorde mig. Jeg føler ikke, at jeg passer helt ind her - det er lidt som om at alle her spiller i et toneleje, mens jeg spiller i et helt andet, og at det ikke stemmer overens.

Mon jeg med tiden vænner mig til at være her? Ja, det gør jeg nok. Men mine minder fra Chile og mine venskaber med folk jeg lærte at kende der vil aldrig kunne tages fra mig og vil altid forblive mine alene. Faktisk har jeg ikke det store behov længere (som de første par dage) for at fortælle om mine oplevelser - for folk omkring mig vil alligevel aldrig helt forstå dem. Og så kan jeg godt lide at tænke på dem som noget privat, en del af mig andre ikke har adgang til udover dem der var tættest på mig i Chile.

Chile, Chile, Chile. Jeg bliver aldrig træt af at sige det. Og en eller anden dag skal jeg nok komme hjem, uanset hvor mange år der nu kommer til at gå. Men jeg vender tilbage.

Her til sidst

Nu nærmer min hjemrejse sig snart. Denne uge har jeg været i Olmué, samme by som vi havde vores introweekend i, for at være med til vores afskedsweekend. Det var helt vildt hyggeligt og en smule melankolsk. Mange af de søde mennesker jeg har lært at kende gennem dette år har jeg nu sagt farvel til, og hvem ved hvornår jeg ser dem igen.

Vi lavede mange aktiviteter, hvor vi snakkede om og debatterede forskellige situationer vi har gennemgået, kulturelle forskelle og anekdoter fra vores år, mange lege og mange interessante oplæg. For mit vedkommende var det rart at have denne sidste weekend, i og med jeg fik sat ord på mine tanker og ligesom opsummeret mit ophold. Jeg tror, de fleste andre havde det på samme måde.

Nu har jeg to uger tilbage, og så skal jeg hjem - mere præcist rejser jeg fra El Salvador den 22. juni og fra Santiago den 24. juni. Så rent praktisk har jeg mange ting jeg skal nå inden jeg tager hjem - pakke min kuffert, vælge hvad der skal med og hvad der ikke skal, skrive afskedsbrev til mine nærmeste, lave et arrangerement for mine nærmeste venner etc. Det er med vemod jeg gør det, men også med en bevidsthed om at det er det rigtige tidspunkt at rejse hjem på. Jeg har haft et fantastisk og lærerigt år, og nu er jeg klar på nye eventyr.

Rancagua

I sidste uge, fra tirsdag til mandag, var jeg et smut forbi Rancagua. Årsagen var, at min værtsmor skulle opereres i begge fødder, og derfor havde brug for én der kunne hjælpe med diverse ting og sager. Det blev så mig. Så jeg tog med hende, hvor vi brugte de første to døgn på hospitalet, og resten af tiden var vi på et super fint hotel. Jeg var en eksemplarisk udvekslingsstudent (som altid, hehe) og hentede + bragte hende morgenmad, frokost og aftensmad, samt hjalp med hvad hun nu havde brug for. Det var faktisk en rigtig hyggelig uge, hotellet var super godt og om lørdagen smuttede jeg til Santiago for at mødes med Ruut og to andre udvekslingsstudenter fra henholdsvis Estland og Brasilien.

Idag, klokken fem, tager jeg til Copiapó, hvor jeg bliver indtil søndag, og på tirsdag rejser jeg til Santiago, da der i næste uge bliver afholdt vores afskedsweekend. Når jeg kommer hjem igen, har jeg to uger tilbage, og så vender jeg snuden hjem mod Danmark ... Det er vildt, så hurtigt tiden er gået.

El Salvador - en mineby

For at give jer et indtryk af El Salvadors størrelse, kan jeg fortælle at der bor omkring 4000 indbyggere her og der er to skoler, et gymnasium, en biograf, en plads og en million gadehunde. Det tager 30 minutters kørsel at komme til den nærmeste by, Diego de Almagro, og den nærmeste større by, Copiapó, ligger 2 en halv times kørsel væk. Byen er en af de eneste tilbageblivende byer i hele Sydamerika, som udelukkende består grundet minedriften - og som samtidig er selvforsynende med plads til familier, børn, ældre osv. Alle huse er ejet af Codelco - Chiles største mineselskab - og langt de flestes fædre eller brødre arbejder for dette selskab. Byen ligger i 2,4 km højde og i verdens tørreste ørken ved navn Atacama. Der findes ikke et eneste gadelys i byen. El Salvador er 52 år gammel og blev oprindelig bygget og ejet af amerikanske minearbejdere, indtil Chile nationaliserede deres kobber og overtog ejerskabet af byen. Produktionen er faldet gennem de sidste mange år, og det forventes at byen lukker inden for en overskuelig fremtid - de seneste nyheder siger i år 2014.

1. Maj

"Først mig"-dag ... Sådan en lille intern joke i min blå familie ...

Vi havde alle fri idag og tog på udflugt. Der blev pakket kartofler, ris, kød, en slags brødmasse til at lave "churrascas", en chilensk form for brød, tæpper, musik og godt humør - og så drog Zulema, Yanette, Jan, Leri, jeg og en Hr Sergio, der pænt kørte os frem og tilbage, ud i det blå. Vi kørte op i bjergene, højt højt op. Deroppe grillede og snakkede vi frem og tilbage om livet, alt og intet. Blandt emner vi berørte var hvem der ville overleve længst i den vilde natur (det blev Jan, selvom jeg forsøgte at argumentere for, at han ville være alt for dumdristig og ende med et brækket ben eller sådan noget), hvilket land vi helst ville bo i (Jan i Berlin, Tyskland, Yanette i det sydlige Chile og jeg i hele verden) og organrøvere i Chile (der er et område i Antofagasta, en by i det nordlige Chile, hvor man ofte finder lig uden organer) ... Og sådan lidt af hvert. Vi fik grint meget, jeg prøvede at skabe kontakt med nogle vilde æsler, men de var ikke specielt interesserede i mig, og Jan fik ved et uheld skubbet Leri ind i en busk, da han ville sætte sig ned. Som det plejer når man er ude at køre med de skøre.

Vi fik også passeret nogle ikoniske steder her i området. Det første er en hestevogn, helt forladt midt ude i ørkenen, og ingen ved hvor den kommer fra - den har så dog været brændt ned, så det er en kopi vi så. Dernæst er der en klippe, hvor man siger, at klokken 12 om natten vandrer en spøgelsesenke rundt, på jagt efter hendes døde mand. Passerer du området efter mørkets frembrud sætter hun sig ind i din bil og skræmmer livet af dig ... Jan har været der efter 12, men der var altså ikke nogen lillemor der satte sig ind i bilen. Jeg er alt for meget kylling til at være der, når det først er blevet mørkt. Sidst men ikke mindst kørte vi på en vej, hvor Hr Sergio slukkede bilen, hvorefter bilen begyndte at rulle af sig selv - op ad bakke! Ingen kan forklare hvorfor, men nu har jeg altså set det med egne øjne, og det skete. Aner ikke hvordan, men helt vildt sejt alligevel.

På fredag er det min storebrors Mikkel's fødselsdag ... Vildt at han bliver 19. Det føles ikke som lang tid siden han havde kanintænder og grydehår. Tiden flyver afsted!

Sådan lidt blandet

Tilbage i El Salvador igen og har været det i en små to uger siden YFU-turen til det sydlige Chile. Det var en utrolig smuk tur. Det sydlige Chile byder på den smukkeste natur man kan forestille sig - bjerge, floder, vandfald, skove og masser af vegetation. Det er egentlig ret utroligt, at man i et land kan have så enormt stor diversitet - fra verdens tørreste ørken, hvor jeg tilfældigvis bor, over bjerge, floder og vilde skove til Antarktis. Naturen er det, jeg elsker allermest ved Chile. Vi havde derudover nogle sjove dage i selskab med de andre udvekslingsstudenter, hvorefter vi sluttede det hele af med tre dage i Santiago, hvor jeg boede sammen med Ruut og hendes værtsfamilie. Om aftenen var der den ene aften Internation Dinner, den anden aften kostumefest. Det var en cool oplevelse.

I denne uge har min skole holdt jubilæum. Det er en kæmpe ting på skolen, hvor eleverne står for aktiviteterne. Der er tre alliancer, der konkurrerer om at vinde det hele. Aktiviteterne består blandt andet af dans (drenge, piger og mix), hvem der kan bygge det højeste korthus, stafet, quiz, rekorder osv. Alt i alt en meget underholdende kombination, og jeg var imponeret over, hvor meget arbejde de lagde i det samt hvor godt resultatet blev.

Jeg har 10 uger tilbage i Chile. Om 2 uger regner jeg med at tage til Arica sammen med Jan, derudover er der en afskedscamp i starten af juni. Udover det kommer resten af tiden nok til at gå med skole, venner, værtsfamilie og sport - og det skal nok blive godt.

Jeg savner ...

• Min familie, mine venner og min hund
• Dansk jul - sne, vinter, varme indenfor, juletræ, salmer, vintermad
• Havet. Jeg har altid boet meget tæt på havet, så at bo i en ørken er lidt af en omvæltning
• Lyden af det danske sprog
• Frisk, duftende græs
• Skov og dansk natur
• Det danske skolesystem
• At svømme
• A føle, jeg er i stand til at udtrykke hvad jeg føler og tænker uden at blive frustreret over, at jeg mangler et ord eller to
• Regn
• Mit værelse

... Og jeg kunne blive ved. Her, efter 8 måneder, har jeg stadig ikke tilpasset mig 100%. Jeg kan stadig få ondt i maven, når en lyd, lugt eller stemme minder mig om noget, jeg oplevede i Danmark. Jeg tror ikke, det forsvinder, inden jeg tager hjem. Men jeg nægter at se det som et nederlag.

Jeg ved, der er massere af udvekslingsstudenter som ikke savner deres land et sekund og ikke har lyst til at komme hjem igen, men jeg er ikke en af dem. Det er bare ikke det samme som at det har været et dårligt år eller at jeg fortryder et eneste sekund - for det gør jeg ikke. Intet af det jeg har oplevet, set og lært kan købes for penge, og man kan ikke rigtig forstå det, før man selv har prøvet det. Jeg er vokset utrolig meget, har lært en masse om mig selv, og det har været fantastisk - men for helvede hvor har det også været svært. 

Jeg håber faktisk, at jeg kan være til inspiration for nogle fremtidige udvekslingsstudenter, der formentlig har samme forventninger som jeg havde, da jeg kom til Chile. Man bliver pumpet fuld af en masse fede historier, "det bliver dit livs bedste år", "du vil ikke hjem igen, tro mig" etc. Men jeg synes personligt, at det er at skrue forventninger alt for højt op og i en helt forkert retning. For er det virkelig meningen, man topper som 17-årig? Og hvorfor skal man ubetinget elske alt det man møder?

Det gør jeg ikke. Der er mange, mange ting jeg ikke bryder mig om eller ikke kan forstå ved den chilenske kultur. Men det er en øjeåbner, og det man lærer mest om i min optik, er respekt. Respekt for folks forskelligheder, for landes forskelligheder og for kulturers forskelligheder. Man lærer, at der er mange måder at gøre den samme ting på, og at de som oftest ikke er bedre eller værre end de andre. At det vigtigste i alt samvær med andre mennesker er respekt.

Mit år har været enormt hårdt. Det vil jeg ikke lyve om - men hver eneste tåre, hver eneste gang jeg har været ved at opgive har været det værd. Jeg fortryder ikke et øjeblik, for det kan på ingen måde hamle op med alle de fantastiske og enormt vigtige ting, jeg har lært. Mit år har ikke været det bedste, ej heller det værste - men det har været uforglemmeligt.

17

Så gammel er jeg. 17 år. Det føles lidt vildt.

Jeg havde fødselsdag i fredags, den 22 marts. Jeg vågnede op tidligt om morgenen og gik i bad, hvorefter jeg gjorde mig klar til at skole. Inden jeg tog afsted satte jeg mig ned på min seng, lidt fortabt og alene, og skulle lige tage mig sammen og fortælle mig selv, at jeg godt kunne klare det. At det ikke var noget specielt, og at det var ok, at det ikke blev gjort som det plejer. Men det var svært, for der var ingen opvågning til fødselsdagssang eller morgenbord med gaver, og mest af alt - ingen familie.

Efter et øjeblik tog jeg mig dog sammen og tog i skole. Det var rigtig hyggeligt, jeg fik sunget fødselsdagssang på spansk og mange ønskede mig tillykke med de 17 år. Derefter tog jeg hjem til min værtsfamilie, hvor vi spiste rigtig lækker mad, og jeg snakkede med mine kære på Skype. Om aftenen tog jeg over til Coty's og Hermett's hus, som havde arrangeret en fødselsdags-komsammen til mig. Da jeg trådte ind, var der fyldt med danske flag, der var dækket op til lækre completos og mine venner var samlet (Coty, Diego, Barbara, Diego og Jan) samt min højtelskede are rep Hermet. Vi spiste, snakkede og jeg fik nogle rigtig fine gaver. Senere på aftenen blev lagkagen (lavet med dansk flag og det hele) båret ind, og jeg pustede lysene ud.

En sjov chilensk tradition er, at man skal tage en bid af kagen, hvorefter man får presset hovedet ned i kagen, så man har lagkage i hele hovedet. Jeg slap ikke. Somregel får fødselarer dog det stykke, der er mærket af vedkommendes hoved, så ekstra kage til mig :-) .

Alt i alt var det en rigtig, rigtig god dag med nogle mennesker jeg holder meget af og som gjorde utrolig meget for at jeg skulle have en perfekt, chilensk/dansk fødselsdag. Jeg er meget taknemmelig for at kende sådan nogle helt igennem fantastiske mennesker.

Det mærkeligste mad ...

... Jeg har fået serveret (ikke nødvendigvis spist):

• Grisefod - ikke smagt
• Fåretestikler - ikke smagt
• Havsnegl - smagt, og jeg kunne ikke lide det
• Suppe lavet med fiskehoved - smagt, var egentlig ganske udmærket
• Hønsesuppe inklusiv hoved, uudviklede æg og hanekam - smagt, men jeg spiste kun af selve suppen
• Gedeost (okay, bliver også spist i Danmark, men min værtsmor havde en tendens til at komme det i alting en overgang) - smagt, det gav mig associationer til at gnave i en uldsok

Man bliver udsat for lidt af hvert her i Chile.

Valparaíso - en kunstnerby

Kom hjem derfra idag omkring klokken 11.

Det er vitterlig en fantastisk by. Min værtssøster skal studere på universitetet der, så jeg tog med for dels at hjælpe hende med at tage imod lejligheden og købe alle de nye ting ind, der skal købes ind til en ny lejlighed, dels for selv at få mulighed for at se byen. Jeg har været der før, men meget kort og jeg nåede ikke at se noget.

Det gjorde jeg så til gengæld denne gang, og jeg tager helt sikkert derhen igen. Det er en meget interessant by, meget farverig og med masser af kultur. Jeg havde lidt en fornemmelse af at være i en chilensk version af en sydeuropæisk by med sine små gader, mange charmerende restauranter og gademusik. Det er en havneby, der emmer af liv og kunst. De fleste husmure er beklædt med kunstnerisk graffiti, og farverne rangerer over alle regnbuens farver.

Valparaíso er den smukke arkitektur tilbage fra kolonitiden. Det er gademusikanter. Det er fiskeri og store containerskibe. Det er farver, glæde og mest af alt, så har Valparaiso en kunstnerisk sjæl, der pulserer gennem hver gade og park, cafe og galleri.

Af alle de chilenske byer jeg har set, må Valparaiso være min favorit.

Tunga

Jeg opholdt mig ikke særlig længe i Tunga - knap 2 dage - men det er noget, jeg sent glemmer. Det var så fremmed, så gammeldags og så interessant, men alt sammen på en måde jeg synes er svær at sætte ord på.

Tunga består af omkring 50 indbyggere - nok til én gade med omkring 15 huse, en kirke der er lukket det meste af tiden og en rodeoplads. Resten er marker og folde. Jeg tror aldrig, jeg har været så langt ude på landet og stadig befundet mig i en "by". Husene er små, forfaldne og ikke ligefrem hygiejniske, men altsammen bidrager til en stemning af at være kommet 100 år tilbage i tiden. Hvert år holdes der en uge for at fejre byens eksistens, hvor der er op til 200 mennesker samlet. Her bliver der afholdt rodeo, fester, spil og bare generel komsammen.

Rodeoet var en af de mindre behagelige oplevelser. Jeg havde mildest talt svært ved at se formålet med galskaben, på trods af at det blev mig forklaret. Det var noget med, at de drev en kalv rundt i manegen, indtil den segnede, hvorefter den blev trukket rundt ved halen, blev drevet videre, segnede igen, og sådan fortsatte det. Kalven var vild af skræk, hestene var ligeledes bange og ophidsede, og flere af dem blødte fra siderne, hvor rytternes kæmpesporer (dem man ser fra cowboyfilm) havde boret sig ind i dem. Jeg gik efter en halv time.

Om aftenen tog vi til en fest, der blev holdt i en stor hal tæt ved rodeoet. Der var live musik (i genren cumbia), dans og rigeligt med opmærksomhed til Petra og jeg, de eneste blondiner, og vi kunne knap gå forbi orkestret, før de afbrød sangen og kastede komplimenter i vores retning. Men sådan er det altid som "gringa", man vender sig til at blive behandlet som noget særligt ... Og det lød snobbet på skrift, men det er nu engang rigtigt. Resten af natten dansede vi en hel del og jeg havde mange underholdende samtaler - blandt andet en med en ældre mand, der forsøgte at overbevise mig om, hvorfor jeg burde gifte mig med ham.

Jeg følte, at jeg kom helt ind til hjertet af Chile, helt ude på landet hvor meget lidt har forandret sig gennem tiden. Det var en uforglemmelig oplevelse, at opleve den måde at leve på. Det har også givet mig en større forståelse af dels min værtsmors baggrund og dels Chiles mere landlige side, som også er en stor del af landets kultur. Jeg er meget glad for at være så priviligeret, at jeg så noget så unikt.

Historien om Nala

Jeg tænkte, at jeg lige vil lave en lille opsummering af, hvad alt det med min lille chilenerhvalp egentlig var for noget. Jeg har vist ikke givet hele historien herinde, så den bliver lagt ind nu.

Engang i November kaldte min værtssøster pludselig på mig, og sagde at jeg skulle komme udenfor og se noget, der var udenfor huset. Jeg gik ud, og der fandt jeg en lille hvalp på omkring 6 uger, gennemblødt og ulykkeligt klynkende efter en, der kunne tage sig af hende. Da jeg tog hende op, puttede hun sig ind til mig og holdt op med at pibe, og jeg var helt igennem solgt. Min værtsfamilie ville ikke have hende. Jeg fik dem dog overtale til at lade mig beholde hende, indtil jeg fandt hende en familie, da alle var udmærket klar over, at ellers ville hun dø på gaden - chilenerne gider ikke tage sig af efterladte hundehvalpe. Så jeg tog hende ind til mig, gav hende mad og vand, og fandt en dansk hundehjemmeside (Hundegalleri) hvor jeg kunne få nogle gode svar på, hvordan jeg bedst kunne passe hende.

De efterfølgende dage var jeg rundt at spørge samtlige jeg kendte, men ingen havde lyst til at tage imod et gadekryds, der oven i købet var en tæve - de er ikke ret glade for tæver hernede. Jeg blev mere og mere fortvivlet, indtil jeg fik den ide, at jeg da bare selv kunne tage hende med hjem til Danmark. Det fik min far så overbevist mig om, at det kunne jeg ikke.

Heldet var dog med mig - en pige inde fra den hundeside, jeg flittigt havde brugt til at få svar på diverse spørgsmål, tilbød mig at tage imod hende. Vi begyndte at snakke sammen, og jeg blev overbevist om, at hun reelt ønskede Nala. Sammen planlagde vi, hvordan vi bedst muligt kunne få det hele til at fungere. Jeg gav Nala en rabiesvaccination, en mikrochip, sørgede for hendes papirer osv, og den danske pige sørgede for diverse regler om import af hund til Danmark. Den 7. februar kom hun til Chile, og den 18. tog hun tilbage med Nala.

Nala bor nu i en forstad til København sammen med Petra, der er adfærdsbehandler og har planer om at blive dyrlæge. Hun sender mig jævnligt billeder og updates, og alt tyder på at Nala får det mest fantastiske hundeliv, man kunne ønske sig. Ikke desto mindre savner jeg meget min lille chilenerhund, selvom at jeg ved, hun har det godt nu.

Tid til at sige farvel

Så er Petra ankommet for at tage Nala med sig hjem! Det har dog været et helvede at arrangere og jeg aner et eller andet sted ikke hvorfor jeg gør det - ikke fordi jeg nogensinde har haft et valg. Man ignorer ikke en seks uger gammel hundehvalp, velvidende at man overlader den til at dø. Det kunne jeg i hvert fald ikke. Så nu skal jeg have det sidste til at falde på plads, og så skulle Nala meget gerne være i Danmark den 19. februar.

Ruut tager afsted imorgen til sin nye værtsfamilie og jeg, Petra og min værtssøster tager afsted til Tunga en times tid efter. Det skal nok blive sjovt, og Petra er utrolig sød og spændende at tale med, men ingen tvivl om at en kæmpe byrde bliver løftet fra mine skuldre når hun kan fortælle at de begge er vel ankommet til Danmark. Det er trods alt ikke meningen med at være udvekslingsstudent, at bruge en helvedes masse energi, tid og penge på at få sendt en hundehvalp til et andet land, og det er ikke noget der kommer til at gentage sig resten af min tid her. Men som jeg sagde, jeg fortryder det ikke, og jeg kommer til at savne min lille chilenerhvalp rigtig, rigtig meget.

En anden jeg kommer til at savne er Ruut. Vi har boet sammen i halvanden måned, grint, grædt og oplevet alverdens ting og sager sammen, og selvom vi begge har været ved at rive hovederne af hinanden til tider, er hun gået hen og blevet mig en meget dyrebar og kær veninde, som jeg helt sikkert kommer til fortsat at holde kontakten med. Men det første stykke tid uden hende bliver formentligt underligt.

Men sådan er livet jo, og et eller andet sted bliver det også rart at vide at de begge har det godt deres nye steder og jeg ikke længere skal stå til ansvar for andet end mine egne handlinger.

Endelig ude at opleve!

Er så heldig at være i Los Andes hos min værtsmors bror og hans kone. Jeg er her sammen med min værtssøster, Jan og Ruut, og jeg synes det er helt igennem skønt. Familien er fantastisk sød og interessant - vi har haft lange samtaler omkring ting lige fra økonomi og Chiles uddannelsessystem til nattens fester - og huset er dejligt med svømmingpool og grønne områder. Det har jeg savnet - græs, blomster og træer. At se på sand og sten kører man hurtigt træt i.

Indtil videre har vi været en tur i Santiago og tager imorgen til Viña del Mar, og ellers nyder vi bare tiden her maksimalt. Igår havde Ruut fødselsdag, så vi købte hende en lagkage, sang fødselsdagssange for hende og tog senere i byen (18 års fødselsdag skal jo fejres med en bytur ... ), hvilket var super hyggeligt.

Men på trods af hvor fedt det er at være her, går jeg med nogle svære tanker omkring mit liv her i Chile. Det handler om at jeg dels er træt af at bo i El Salvador, dels har haft en del uoverensstemmelser med min værtsmor på det sidste. Jeg glæder mig ikke til at tage tilbage til El Salvador, da jeg ikke synes jeg nyder min tid der som jeg burde. Det er en lille by med små muligheder, og når man ikke føler sig særlig godt tilpas i sin værtsfamilie (det vil sige, primært med min værtsmor), er det svært at finde gejsten ved at skulle vende tilbage, nu hvor jeg har fået mulighed for at se de mere sydlige områder af Chile, som er helt fantastiske. Om det hele kommer til at løse sig, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg håber det, men ellers må jeg bare prøve at bruge min tid så godt som muligt de sidste fire og en halv måned jeg er her.

Back on track

Hej igen. Længe siden.

Jeg har forsømt bloggen rimelig grumt her de sidste to måneder. Dels skyldes det at jeg den første måned havde mange ting at se til, men især at jeg den sidste måned ikke vidste, hvordan jeg skulle formulere mine tanker ned på skrift på en læsevenlig måde. Jeg har haft en rigtig svær periode fra omkring jul og fremtil sidste weekend. Desværre må jeg indrømme, at jeg har været en rigtig dårlig udvekslingsstudent, gemt mig inde på værelset, primært snakket engelsk og haft en negativ indstilling til alt. Selv tror jeg det var en reaktion på en svær periode af mit udvekslingsår - jul er bare aldrig sjov når man er langt væk hjemmefra - som jeg ikke tacklede særlig godt. Istedet for at være åben omkring det, lukkede jeg mig inde i mig selv og trak mig væk fra min værtsfamilie. Det hele kulminerede sidste søndag, hvor jeg havde en lang snak med min værtsmor og derefter min værtsøster. Jeg endte med at sige undskyld for min opførsel, love at jeg ikke snakker mere engelsk i huset (da jeg trods alt er her for at lære spansk) og at jeg ikke lukker mig mere ind på værelset. Det har jeg holdt siden da.

Jeg fejlede, men jeg erkender det blankt, skammer mig over min opførsel og er opsat på at ændre det igen. Det fungerer godt, jeg snakker igen rigtig godt med min værtsfamilie, og snakker udelukkende spansk i huset. Alting skal nok blive bedre. Måske var det også nødvendigt at træde ved siden af - nu ved jeg, hvor meget min værtsfamilie betyder for mig og har et klarere billede af, hvad det vil sige at være en god udvekslingsstudent. At jeg ikke behøver at lave om på mig selv for at leve op til det billede, og at min værtsfamilie holder meget af mig, og ikke hænger sig i de fejl jeg har lavet.

Jeg har stadig sommerferie og satser på at komme en del ud at rejse det næste stykke tid. Ruut tager hjem til sin nye familie i Santiago den 8. februar, den 7. februar kommer en dansk pige for at hente Nala med sig hjem, og den 9. februar starter "la semana Tungana" - en hel uge med fest og sjov, hvor man fejrer min værtsmors fødebys, Tunga, eksistens.

Det skal nok blive godt.

Værelseshygge

Sengen der fylder halvdelen af rummet. Jeg elsker den.

Lidt kreativitet :-)

Det lyder fjollet, men det føles som om, at min familie er lidt tættere på, når jeg kan se på billederne af dem.
Det hjælper, når alting er svært.

Glædelig jul og godt nytår

Jul var en meget speciel oplevelse her. Der var 25 grader varmt, juletræet var af plastik og julemanden sad på toppen af en brandbil, der kørte rundt i hele byen. Jeg ringede hjem til familien på Skype og stortudede, da jeg så hvordan de hyggede sig med alle de danske juletraditioner, jeg holder sådan af. Ingen sne, ingen juleand eller flæskesteg, ingen risalamande, ingen dans rundt om træet og mest af alt - min familie sad på den anden side af jorden, alle samlet uden mig. Kan vist godt sige det ikke var min bedste jul. Vi begyndte først at spise kl 23:00, derefter pakkede vi gaver op, og så gik jeg i seng med en flad fornemmelse i maven. Øv.

Til gengæld var nytårsaften en hel del bedre. Vi startede med at spise god mad, derefter tog vi ned til parken og så fyrværkeri, hvor stortset hele byen var samlet. Derefter kom et orkester og spillede, så det var bare dans og sjov. Kl 3:30 (jaja, jeg ved det er tidligt, men mormor her skulle jo hjem og sove) tog Ruut og jeg hjem og så en film - for mig var det en rigtig god dag/nat.

Og hvem er så denne Ruut? Såmænd bare min nye finske søster. Hun er flyttet ind hos mig her i sommerferien, fordi hun skulle flytte familie, og min værtsmor tilbød at hun kunne være her indtil da. Så hun tog bussen fra Santiago herop, og nu er vi værtssøstre. Det er helt igennem skønt. Hun er fantastisk sjov og dejlig, og jeg elsker at bo sammen med hende. Vi bor på samme værelse og hygger med at snakke, se film, snakke, gå ture i bjergene, snakke og fjolle rundt. Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, at hun skal afsted igen.

Min skønne, finske veninde