Tilbage i Danmark

Jeg er tilbage i Danmark igen og har været det i knap fem dage. Jeg skriver ikke "hjemme i Danmark igen" af den simple årsag, at det ikke helt føles som hjem længere.

Det var rart at se mit værelse, min familie, min hund etc. - men nu er jeg blevet rastløs og har mest af alt lyst til at smutte videre på nye eventyr og aller helst tilbage til Chile igen, tilbage til alle de mennesker der har fået en plads i mit hjerte og som jeg savner ubeskriveligt meget. For en måned siden skrev jeg, at det var det rigtige tidspunkt at tage hjem på - det kan jeg så mærke nu, at det bliver det aldrig, for når man først er knyttet til et sted og dets mennesker, er det svært at give slip. Forhåbentlig er det ikke sidste gang jeg kommer til Chile og til El Salvador. Størstedelen af mine tanker kredser om de mennesker, jeg mødte og kom til at holde af, de oplevelser, jeg fik, og de tanker jeg gjorde mig. Jeg føler ikke, at jeg passer helt ind her - det er lidt som om at alle her spiller i et toneleje, mens jeg spiller i et helt andet, og at det ikke stemmer overens.

Mon jeg med tiden vænner mig til at være her? Ja, det gør jeg nok. Men mine minder fra Chile og mine venskaber med folk jeg lærte at kende der vil aldrig kunne tages fra mig og vil altid forblive mine alene. Faktisk har jeg ikke det store behov længere (som de første par dage) for at fortælle om mine oplevelser - for folk omkring mig vil alligevel aldrig helt forstå dem. Og så kan jeg godt lide at tænke på dem som noget privat, en del af mig andre ikke har adgang til udover dem der var tættest på mig i Chile.

Chile, Chile, Chile. Jeg bliver aldrig træt af at sige det. Og en eller anden dag skal jeg nok komme hjem, uanset hvor mange år der nu kommer til at gå. Men jeg vender tilbage.

Her til sidst

Nu nærmer min hjemrejse sig snart. Denne uge har jeg været i Olmué, samme by som vi havde vores introweekend i, for at være med til vores afskedsweekend. Det var helt vildt hyggeligt og en smule melankolsk. Mange af de søde mennesker jeg har lært at kende gennem dette år har jeg nu sagt farvel til, og hvem ved hvornår jeg ser dem igen.

Vi lavede mange aktiviteter, hvor vi snakkede om og debatterede forskellige situationer vi har gennemgået, kulturelle forskelle og anekdoter fra vores år, mange lege og mange interessante oplæg. For mit vedkommende var det rart at have denne sidste weekend, i og med jeg fik sat ord på mine tanker og ligesom opsummeret mit ophold. Jeg tror, de fleste andre havde det på samme måde.

Nu har jeg to uger tilbage, og så skal jeg hjem - mere præcist rejser jeg fra El Salvador den 22. juni og fra Santiago den 24. juni. Så rent praktisk har jeg mange ting jeg skal nå inden jeg tager hjem - pakke min kuffert, vælge hvad der skal med og hvad der ikke skal, skrive afskedsbrev til mine nærmeste, lave et arrangerement for mine nærmeste venner etc. Det er med vemod jeg gør det, men også med en bevidsthed om at det er det rigtige tidspunkt at rejse hjem på. Jeg har haft et fantastisk og lærerigt år, og nu er jeg klar på nye eventyr.

Rancagua

I sidste uge, fra tirsdag til mandag, var jeg et smut forbi Rancagua. Årsagen var, at min værtsmor skulle opereres i begge fødder, og derfor havde brug for én der kunne hjælpe med diverse ting og sager. Det blev så mig. Så jeg tog med hende, hvor vi brugte de første to døgn på hospitalet, og resten af tiden var vi på et super fint hotel. Jeg var en eksemplarisk udvekslingsstudent (som altid, hehe) og hentede + bragte hende morgenmad, frokost og aftensmad, samt hjalp med hvad hun nu havde brug for. Det var faktisk en rigtig hyggelig uge, hotellet var super godt og om lørdagen smuttede jeg til Santiago for at mødes med Ruut og to andre udvekslingsstudenter fra henholdsvis Estland og Brasilien.

Idag, klokken fem, tager jeg til Copiapó, hvor jeg bliver indtil søndag, og på tirsdag rejser jeg til Santiago, da der i næste uge bliver afholdt vores afskedsweekend. Når jeg kommer hjem igen, har jeg to uger tilbage, og så vender jeg snuden hjem mod Danmark ... Det er vildt, så hurtigt tiden er gået.

El Salvador - en mineby

For at give jer et indtryk af El Salvadors størrelse, kan jeg fortælle at der bor omkring 4000 indbyggere her og der er to skoler, et gymnasium, en biograf, en plads og en million gadehunde. Det tager 30 minutters kørsel at komme til den nærmeste by, Diego de Almagro, og den nærmeste større by, Copiapó, ligger 2 en halv times kørsel væk. Byen er en af de eneste tilbageblivende byer i hele Sydamerika, som udelukkende består grundet minedriften - og som samtidig er selvforsynende med plads til familier, børn, ældre osv. Alle huse er ejet af Codelco - Chiles største mineselskab - og langt de flestes fædre eller brødre arbejder for dette selskab. Byen ligger i 2,4 km højde og i verdens tørreste ørken ved navn Atacama. Der findes ikke et eneste gadelys i byen. El Salvador er 52 år gammel og blev oprindelig bygget og ejet af amerikanske minearbejdere, indtil Chile nationaliserede deres kobber og overtog ejerskabet af byen. Produktionen er faldet gennem de sidste mange år, og det forventes at byen lukker inden for en overskuelig fremtid - de seneste nyheder siger i år 2014.

1. Maj

"Først mig"-dag ... Sådan en lille intern joke i min blå familie ...

Vi havde alle fri idag og tog på udflugt. Der blev pakket kartofler, ris, kød, en slags brødmasse til at lave "churrascas", en chilensk form for brød, tæpper, musik og godt humør - og så drog Zulema, Yanette, Jan, Leri, jeg og en Hr Sergio, der pænt kørte os frem og tilbage, ud i det blå. Vi kørte op i bjergene, højt højt op. Deroppe grillede og snakkede vi frem og tilbage om livet, alt og intet. Blandt emner vi berørte var hvem der ville overleve længst i den vilde natur (det blev Jan, selvom jeg forsøgte at argumentere for, at han ville være alt for dumdristig og ende med et brækket ben eller sådan noget), hvilket land vi helst ville bo i (Jan i Berlin, Tyskland, Yanette i det sydlige Chile og jeg i hele verden) og organrøvere i Chile (der er et område i Antofagasta, en by i det nordlige Chile, hvor man ofte finder lig uden organer) ... Og sådan lidt af hvert. Vi fik grint meget, jeg prøvede at skabe kontakt med nogle vilde æsler, men de var ikke specielt interesserede i mig, og Jan fik ved et uheld skubbet Leri ind i en busk, da han ville sætte sig ned. Som det plejer når man er ude at køre med de skøre.

Vi fik også passeret nogle ikoniske steder her i området. Det første er en hestevogn, helt forladt midt ude i ørkenen, og ingen ved hvor den kommer fra - den har så dog været brændt ned, så det er en kopi vi så. Dernæst er der en klippe, hvor man siger, at klokken 12 om natten vandrer en spøgelsesenke rundt, på jagt efter hendes døde mand. Passerer du området efter mørkets frembrud sætter hun sig ind i din bil og skræmmer livet af dig ... Jan har været der efter 12, men der var altså ikke nogen lillemor der satte sig ind i bilen. Jeg er alt for meget kylling til at være der, når det først er blevet mørkt. Sidst men ikke mindst kørte vi på en vej, hvor Hr Sergio slukkede bilen, hvorefter bilen begyndte at rulle af sig selv - op ad bakke! Ingen kan forklare hvorfor, men nu har jeg altså set det med egne øjne, og det skete. Aner ikke hvordan, men helt vildt sejt alligevel.

På fredag er det min storebrors Mikkel's fødselsdag ... Vildt at han bliver 19. Det føles ikke som lang tid siden han havde kanintænder og grydehår. Tiden flyver afsted!