Tunga

Jeg opholdt mig ikke særlig længe i Tunga - knap 2 dage - men det er noget, jeg sent glemmer. Det var så fremmed, så gammeldags og så interessant, men alt sammen på en måde jeg synes er svær at sætte ord på.

Tunga består af omkring 50 indbyggere - nok til én gade med omkring 15 huse, en kirke der er lukket det meste af tiden og en rodeoplads. Resten er marker og folde. Jeg tror aldrig, jeg har været så langt ude på landet og stadig befundet mig i en "by". Husene er små, forfaldne og ikke ligefrem hygiejniske, men altsammen bidrager til en stemning af at være kommet 100 år tilbage i tiden. Hvert år holdes der en uge for at fejre byens eksistens, hvor der er op til 200 mennesker samlet. Her bliver der afholdt rodeo, fester, spil og bare generel komsammen.

Rodeoet var en af de mindre behagelige oplevelser. Jeg havde mildest talt svært ved at se formålet med galskaben, på trods af at det blev mig forklaret. Det var noget med, at de drev en kalv rundt i manegen, indtil den segnede, hvorefter den blev trukket rundt ved halen, blev drevet videre, segnede igen, og sådan fortsatte det. Kalven var vild af skræk, hestene var ligeledes bange og ophidsede, og flere af dem blødte fra siderne, hvor rytternes kæmpesporer (dem man ser fra cowboyfilm) havde boret sig ind i dem. Jeg gik efter en halv time.

Om aftenen tog vi til en fest, der blev holdt i en stor hal tæt ved rodeoet. Der var live musik (i genren cumbia), dans og rigeligt med opmærksomhed til Petra og jeg, de eneste blondiner, og vi kunne knap gå forbi orkestret, før de afbrød sangen og kastede komplimenter i vores retning. Men sådan er det altid som "gringa", man vender sig til at blive behandlet som noget særligt ... Og det lød snobbet på skrift, men det er nu engang rigtigt. Resten af natten dansede vi en hel del og jeg havde mange underholdende samtaler - blandt andet en med en ældre mand, der forsøgte at overbevise mig om, hvorfor jeg burde gifte mig med ham.

Jeg følte, at jeg kom helt ind til hjertet af Chile, helt ude på landet hvor meget lidt har forandret sig gennem tiden. Det var en uforglemmelig oplevelse, at opleve den måde at leve på. Det har også givet mig en større forståelse af dels min værtsmors baggrund og dels Chiles mere landlige side, som også er en stor del af landets kultur. Jeg er meget glad for at være så priviligeret, at jeg så noget så unikt.