Historien om Nala

Jeg tænkte, at jeg lige vil lave en lille opsummering af, hvad alt det med min lille chilenerhvalp egentlig var for noget. Jeg har vist ikke givet hele historien herinde, så den bliver lagt ind nu.

Engang i November kaldte min værtssøster pludselig på mig, og sagde at jeg skulle komme udenfor og se noget, der var udenfor huset. Jeg gik ud, og der fandt jeg en lille hvalp på omkring 6 uger, gennemblødt og ulykkeligt klynkende efter en, der kunne tage sig af hende. Da jeg tog hende op, puttede hun sig ind til mig og holdt op med at pibe, og jeg var helt igennem solgt. Min værtsfamilie ville ikke have hende. Jeg fik dem dog overtale til at lade mig beholde hende, indtil jeg fandt hende en familie, da alle var udmærket klar over, at ellers ville hun dø på gaden - chilenerne gider ikke tage sig af efterladte hundehvalpe. Så jeg tog hende ind til mig, gav hende mad og vand, og fandt en dansk hundehjemmeside (Hundegalleri) hvor jeg kunne få nogle gode svar på, hvordan jeg bedst kunne passe hende.

De efterfølgende dage var jeg rundt at spørge samtlige jeg kendte, men ingen havde lyst til at tage imod et gadekryds, der oven i købet var en tæve - de er ikke ret glade for tæver hernede. Jeg blev mere og mere fortvivlet, indtil jeg fik den ide, at jeg da bare selv kunne tage hende med hjem til Danmark. Det fik min far så overbevist mig om, at det kunne jeg ikke.

Heldet var dog med mig - en pige inde fra den hundeside, jeg flittigt havde brugt til at få svar på diverse spørgsmål, tilbød mig at tage imod hende. Vi begyndte at snakke sammen, og jeg blev overbevist om, at hun reelt ønskede Nala. Sammen planlagde vi, hvordan vi bedst muligt kunne få det hele til at fungere. Jeg gav Nala en rabiesvaccination, en mikrochip, sørgede for hendes papirer osv, og den danske pige sørgede for diverse regler om import af hund til Danmark. Den 7. februar kom hun til Chile, og den 18. tog hun tilbage med Nala.

Nala bor nu i en forstad til København sammen med Petra, der er adfærdsbehandler og har planer om at blive dyrlæge. Hun sender mig jævnligt billeder og updates, og alt tyder på at Nala får det mest fantastiske hundeliv, man kunne ønske sig. Ikke desto mindre savner jeg meget min lille chilenerhund, selvom at jeg ved, hun har det godt nu.