Er så heldig at være i Los Andes hos min værtsmors bror og hans kone. Jeg er her sammen med min værtssøster, Jan og Ruut, og jeg synes det er helt igennem skønt. Familien er fantastisk sød og interessant - vi har haft lange samtaler omkring ting lige fra økonomi og Chiles uddannelsessystem til nattens fester - og huset er dejligt med svømmingpool og grønne områder. Det har jeg savnet - græs, blomster og træer. At se på sand og sten kører man hurtigt træt i.
Indtil videre har vi været en tur i Santiago og tager imorgen til Viña del Mar, og ellers nyder vi bare tiden her maksimalt. Igår havde Ruut fødselsdag, så vi købte hende en lagkage, sang fødselsdagssange for hende og tog senere i byen (18 års fødselsdag skal jo fejres med en bytur ... ), hvilket var super hyggeligt.
Men på trods af hvor fedt det er at være her, går jeg med nogle svære tanker omkring mit liv her i Chile. Det handler om at jeg dels er træt af at bo i El Salvador, dels har haft en del uoverensstemmelser med min værtsmor på det sidste. Jeg glæder mig ikke til at tage tilbage til El Salvador, da jeg ikke synes jeg nyder min tid der som jeg burde. Det er en lille by med små muligheder, og når man ikke føler sig særlig godt tilpas i sin værtsfamilie (det vil sige, primært med min værtsmor), er det svært at finde gejsten ved at skulle vende tilbage, nu hvor jeg har fået mulighed for at se de mere sydlige områder af Chile, som er helt fantastiske. Om det hele kommer til at løse sig, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg håber det, men ellers må jeg bare prøve at bruge min tid så godt som muligt de sidste fire og en halv måned jeg er her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar