torsdag den 2. august 2012

La gringa de Dinamarca

Så har jeg haft anden skoledag på mit gymnasium. Det var ret så godt, og jeg begynder at kunne forstå mere og mere! Særligt er jeg rimelig stolt over, at jeg forstår næsten alt der foregår i Matemática, selvom det er noget nyt, som jeg kun har lært om her i Chile.

Jeg kan virkelig godt lide mine klassekammerater, de er rigtig søde og overbærende med mit manglende spansk. Heldigvis har jeg Cotty (udtales Kodi) til at oversætte for mig - hun er super sød. Jeg var hjemme hos hende igen idag, og det var SÅ hyggeligt. Både hun og hendes mor er skønne. Inden det fik jeg købt det meste af min skoleuniform, så jeg kan se nogenlunde præsentabel ud i skolen. Jeg ligger et billede ud af den imorgen eller i overmorgen.

Min værtsfamilie er også bare fantastisk dejlig! Selvom jeg ikke kan snakke så meget med dem endnu, er de utrolig søde og hjertevarme mennesker. Jeg er så glad for at bo hos dem. Det er en stor familie, og jeg bliver dagligt introduceret til en ny primo/prima (fætter/kusine) eller tio/tia (onkel/tante). Selvom huset er meget lille og ikke så luksuriøst, har jeg også lært at sætte pris på det - tro mig, når man fryser 24/7 og tager iskolde bade de første minutter hver morgen, bliver man virkelig taknemmelig for, at vi i Danmark har centralvarme og rigeligt varmt vand! Når man har det tænker man ikke specielt over det, men nu hvor jeg prøver at leve uden den luksus, har det sat tingene rimelig meget i perspektiv. Bare det at have en varm seng ville være den vildeste luksus for mig.

Jeg har aldrig oplevet så meget opmærksomhed, som jeg får her i El Salvador. Jeg hører dagligt udtrykket 'la gringa', hvilket egentlig betyder en blond amerikaner, men det bruges om alle udlændinge der er lyse i hud og hår. Folk spørger ind til hvor jeg kommer fra, hvordan der er i Danmark, og så er de vildt imponerede over at jeg taler både dansk, engelsk og forståeligt tysk.

Idag har været en dejlig dag, den første uden hjemve. Jeg begynder at kunne forstå lidt af det, folk siger på spansk, hvilket er en kæmpe sejr for mig. Fra nu af føles det som om det kun går fremad!

Ingen kommentarer: