Er det dværgbold eller fodbold, jeg ser?! + lidt lommefilosofi

Dén sætning fløj gennem mit hoved flere gange her til aften. Jeg var nemlig på skolens stadium, hvor der var fodbold, som tydeligvis er et samlingspunkt for salvadorianerne. Det havde en hvis underholdningsværdi at betragte spillerne, der har været omkring 1,50 meter for kvinderne (jeg troede helt seriøst det var børn på 12-13 år) og 1,70 m for mændene. De gik op i det med liv og sjæl, og ligeså gjorde tilskuerne, men elegant var det ikke.

Årsagen til at vi var der var, at Valory og Kathi (hendes kusine) skal til Brasilien på en skoletur i december, og derfor samler penge ind som tilskud til turen. Jeg mødte nogle af Kathis meget ældre venner (i starten af 20'erne), hvor den ene forsøgte at overbevise mig om at han var 17, efter at jeg havde fortalt jeg er 16 år. Mit mistroiske ansigtsudtryk fik ham dog til at indrømme, at han rent faktisk var 22. En lille smule creepy, måske? Det synes jeg i hvert fald.

Faktisk vil jeg lige bruge lejligheden til at påpege, at jeg efterhånden er blevet rimelig ydmyg når det gælder penge. Efter at have set og oplevet på egen krop, hvor lidt de fleste mennesker har at gøre med, er det gået op for mig hvor utaknemmelig min tilgang til penge og materielle goder har været/eventuelt stadig er. Chile er en øjenåbner, hvis man vil se, hvordan langt de fleste mennesker lever. Jeg bor endda i en af de mere velhavende familier i byen, og jeg må bade i skiftevis brændende varmt og isnende koldt vand hver eneste morgen. Bare det at eleverne må gå tiggergang for at få penge nok til studieturen, er lidt af et kulturchok for mig - det drejede sig om omkring 500 kr, som de skulle samle ind. Kun 500 kr.

Det er vildt, så stor forskel der er på den danske og den chilenske kultur når det gælder materielle goder. I mine øjne er danskerne - inklusive mig selv - vildt utaknemmelige for den velstand vi har, og deler ikke gerne ud af den. De fleste chilenere har meget lidt at gøre med, men det lidt, de har, deler de ud af, så andre også kan nyde glæde af det. Jeg har i hvert fald tænkt mig at prøve at være lidt mere taknemmelig for det, jeg har, og for de ekstremt mange muligheder, jeg har.

Jeg undskylder for det måske lidt hellige indlæg, men det har rumsteret meget i mit hoved de sidste par dage. Så min opfordring til hvem der nu end læser dette er: vær taknemmelig for det, du har, og del med dem, der ikke har så meget. Det tror jeg også kan hjælpe meget på ens selvrespekt.