Om at være lidt for hurtig på aftrækkeren

Indrømmet, jeg har det med at være for hurtig på aftrækkeren. Denne gang var det i forhold til min families evner til at passe på Kendra, som jeg helt fejlvurderede, for den lille søde kunne umuligt have fundet en bedre familie eller en familie, hvor hun er mere elsket. Hun har alt, hvad hun behøver, og kærlighed i overflod - og i min optik er det nok til et fantastisk hundeliv. Så jeg må krybe til korset og undskylde for, at jeg dømte dem for hurtigt som uansvarlige, hvilket har vist sig at være helt forkert.

Men hvad, man lærer jo af sine fejl, og jeg tænker mig nok lidt bedre om næste gang, inden jeg dømmer nogen. Det er faktisk en ting, jeg har brug for at lære, det her med at turde at fejle. For som man siger: "selvtillid handler ikke om altid at have ret, men om ikke at være bange for at fejle". Jeg er helt klart blevet bedre til at leve efter den optik, men jeg kan stadig blive meget bedre til det. Dog er det gået op for mig, at de ting, der ofte er sjovest og binder folk sammen, er når man laver noget dumt eller uheldigt, som man så kan grine af sammen med folk. Derfor prøver jeg at slappe mere af og bare være mig selv, og det går faktisk også ganske godt.

En ting, som jeg dog har fundet ud af er en dårlig ide for mig, er at få for lidt søvn. Når jeg kun har sovet 6-7 timer ser hele verden sort ud, jeg er klar til at tage næste fly hjem og er overbevist om, at INGEN i hele verden kan lide mig - alt sammen rimelig fjollet. Jeg forsøger i fremtiden at få min søvn, så jeg ikke er sådan et vrag som eksempelvis i søndags, da jeg skrev mit sidste blogindlæg.

Velkommen til Kendra!

Jeg har fået en hundehvalp!

Den er god nok, hun ankom igår. Det er selvfølgelig ikke min, men hele familiens hundehvalp - hun sover dog inde hos mig, hvilket er så hyggeligt. Kendra er en "toy poodle", den mindste puddel der findes, og hun er SÅ sød. Desværre er hun bare alt for ung til at være blevet taget fra hendes mor - jeg vil skyde på, at hun er 5 eller 6 uger gammel. Årsagen til at vi fik hende er, at hun var givet i gave til en ven af familiens søn, som ikke behandlede hende godt. Igår fik Evelyn et opkald om hun ville have hende, og efter at have talt med min værtsmor om det, sagde hun ja. Hendes forrige familie har limet sløjfer på hendes ører med silikone, men heldigvis bryder min familie sig heller ikke om det, så de bliver klippet af, når hendes pels er lang nok til det.

Her i Chile kan jeg dog godt mærke, at man opfatter dyr anderledes. De fleste behandler dem venligt og kan godt lide dem, men der er ikke nogen, der som sådan tager ansvar for dem og sørger for at de har optimale levevilkår. Min familie er bedre end de fleste hvad det angår, men i mine øjne er de heller ikke ansvarlige nok. Hvis det stod til mig var Kendra røget til dyrlægen med det samme for at tjekke om hun er sund og rask, fordi hun er så lille, og for at få råd omkring hendes kost. Det finder min familie dog ikke særlig vigtigt, og når jeg forsigtigt har antydet, at det måske ville være en god idé, har de affejet det med, at det gør vi i næste uge. Jeg må bare acceptere, at sådan er det her, og at jeg alligevel ikke kan gøre den store forskel, når jeg kun bor her i et år. Jeg har dog sørget for, at Kendra har fået en passende kurv og informeret dem om nogle hvalpetips, jeg har fundet på internettet, men jeg kan godt mærke at de er en smule irriterede over det. Det er rimelig frustrerende, men der er ikke noget jeg kan gøre - det er trods alt deres hund, ikke min

Et andet problem er Ledi, der er forfærdelig dårlig til at håndtere dyr. Hun vil rigtig gerne holde Kendra, men hun flytter rundt på hende hele tiden, hiver i hende og svinger rundt med hende, hvad hun slet ikke kan tåle. Det var en kæmpe prøvelse for min selvkontrol ikke at give hende en kæmpe skideballe og nøjes med at sige nej, når hun gjorde noget forkert. Evelyn og Valery er heldigvis også opmærksomme på problemet med Ledi og beskytter Kendra mod hende.

Sød er hun dog, det lille kræ, og jeg tror, at hun trods alt nok skal få det godt.

 

1 month down, 10 to go

Idag, onsdag den 22/8-2012, har jeg været i Chile i 4 uger.

Det har på mange måder været de sværeste 4 uger, men omvendt også de mest spændende 4 uger i mit liv. Jeg har allerede nu udviklet mig meget, oplevet meget og opdaget nye måder at se verden på. At rejse er at leve, siger man jo, og det er både på godt og ondt. Livet indeholder både opture og nedture, og når man kommer ud af sin comfortzone, er det som om man oplever alting 10 gange stærkere. Jeg har haft knugende hjemve, følt at jeg aldrig kan klare det her, følt mig utrolig dum eller flov, været dybt, dybt usikker - men samtidig har jeg også været helt igennem lykkelig, jeg har følt en selvsikkerhed som aldrig før, følt at jeg er velkommen på en helt ny måde og oplevet så mange forskellige, berigende ting. Mit år i Chile er uden tvivl en gave for livet.

Status lige nu er at jeg er ved at falde rigtig godt til i byen. Jeg har et rigtig godt forhold til min værtsfamilie, jeg er ved at få nogle gode venner og jeg er meget velkommen overalt. Faktisk spekulerer jeg nogle gange på, om det kan fortsætte så problemfrit og godt som nu. Er det virkelig muligt, at jeg folk stadig vil kunne lide mig om en måned? Om tre måneder? Om et halvt år? Jeg er blevet bedre til ikke at bekymre mig så meget om, hvad folk tænker om mig, men helt god til det er jeg endnu ikke. Men jeg er sikker på, det kommer med tiden!

Jeg savner Danmark, mine venner der og min danske familie (jeg føler faktisk jeg har to - en i Danmark og en i Chile), men jeg tror også, at det her er det allerbedste jeg overhovedet kan gøre for mig selv. Ting der forekom mig svære eller helt umulige for et halvt år siden, tænker jeg ikke engang over længere. Jeg er blevet langt mindre genert, har lettere ved at tale med nye mennesker og har fået mere selvtillid. Derudover er jeg så småt begyndt at tro på, at jeg faktisk er en person, der er værd at være venner med. I takt med at mit spanske bliver bedre og bedre, oplever jeg også flere fantastiske sider af Chile, som man ikke kan opleve som turist. Jeg har spist ting, jeg ikke kunne drømme om at spise hjemme i Danmark, og jeg har stået i situationer, jeg på ingen måde kunne have forberedt mig på.

Hvis alting fortsætter med at gå som nu, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg får det bedste år hidtil i mit liv.

Et tiltrængt spark i røven

Jeg vågnede op i morges og var helt igennem forvirret. Jeg havde nemlig drømt, at jeg var sammen med min far, og at jeg ikke skulle være udvekslingsstudent før om et år, så da jeg vågnede op i en fremmed seng i et fremmed hus, anede jeg ikke, hvor jeg var. Den følelse forlod mig ikke igennem hele morgenen, og jeg var træt, forvirret, frustreret og savnede Danmark. Da jeg ringede hjem, lød jeg formentlig temmelig ynkelig og havde også temmelig ondt af mig selv. Trøstende ord fra min far og et kærligt spark i røven fra min storebror hjalp dog på det, så en dårlig dag faktisk blev til en middel dag, da jeg selv gjorde en indsats.

Der hvor jeg har størst "problemer" er blandt mine jævnaldrende - jeg føler ikke, jeg har en stor nok vennekreds eller tætte nok venner. Men det håber jeg da kommer, når jeg taler sproget bedre og hvis jeg er lidt mere opsøgende end nu, hvor jeg har en tendens til at søge trygheden blandt dem, jeg allerede kender.

Min familie er jeg faldet rigtig godt til i. Glæderne ved at bo i en stor familie (lige nu er vi syv mennesker i et hus på måske 100-150 kvadratmeter) er mange, og jeg elsker det, men nogen gange kan man godt bruge en pause fra det. Som da min søde, lille Ledi ved middagsbordet stolt viste sin finger frem, som var godt indsmurt i lort fra hendes ble - tror I lige jeg syntes det var ulækkert? Jeg havde i hvert fald rimelig travlt med at tjekke, om der var kommet noget på mit ærme, til stor underholdning for min værtsmor.

Træt, træt, træt

Jeg har aldrig før oplevet at være træt på den her måde. Det er som om jeg er blevet bedøvet - mine tanker er sløve, jeg er svimmel, og jeg kan ikke finde ro. Årsagen til det er, at jeg dels har fået nogle forstyrrede søvnrytmer (jeg sover alt for lidt, fordi jeg har svært ved at falde til ro om aftenen), og at jeg anstrenger mig så meget og bliver bombarderet med så mange indtryk, at min hjerne er helt udkørt. Heldigvis er det weekend nu, og jeg har ikke nogle specielle planer, så jeg kan formentlig få sovet ud de næste par dage.

En ting der kan gøre mig frustreret er, at mine klassekammerater er meget forskellige fra mig. De har en helt anden humor end jeg har - f. eks synes de, det er hylende morsomt, hvis der er en der råber noget, så folk bliver forskrækkede. Selv synes jeg bare det er irriterende. Derudover er de meget overbeskyttede af deres forældre, så de har ikke rigtig lært at tage ansvar for noget, hvilket jeg finder anstrengende til tider. Af og til føles det som at gå i klasse med nogle 13-årige. Men jeg forsøger ikke at være for fordomsfuld, for de er virkelig imødekommende og venlige overfor mig, og de forsøger på alle måder at få mig til at føle mig velkommen i klassen - credit for det. Så jeg tror bare det handler om kulturforskelle, som jeg skal vænne mig til, for de er på ingen måde dårlige mennesker - bare anderledes. Det er heller ikke dem, der skal tilpasse sig min kultur, men mig, der skal tilpasse mig deres kultur, så jeg må bare vænne mig til det. Måske tænker jeg også anderledes, når jeg har lært at tale spansk, så jeg bedre kan forstå deres opførsel - mit indtryk lige nu er primært baseret på, hvad jeg ser.

Faktisk går det meget fremad med mit spanske. Jeg kan så småt kommunikere med folk omkring mig, og det meste af tiden forstår jeg, hvad man siger til mig. Det er en kæmpe lettelse, og jeg får ofte ros for, at jeg lærer hurtigt. Generelt forsøger jeg at stille mig tilfreds med, at jeg gør hvad jeg kan i alle henseende, og derfor ikke skal være for hård ved mig selv, hvad jeg ellers har tendens til. Det går jo egentlig meget godt, når jeg ikke er så udmattet som idag.

Her til sidst vil jeg lige sende nogle kærlige tanker til min familie i Danmark, som jeg tænker meget på og elsker meget højt - hver og en.

Så godt og alligevel så svært

Hverdagen begynder så småt at komme snigende her. Men jeg har det rigtig godt her - min familie er super god, jeg er ved at få nogle søde venner, jeg oplever mange ting og dyrker noget nyt sport - basket -, hvilket er sjovt. Alligevel er det så pissesvært at være her. Jeg savner min familie, mine venner og Danmark helt ustyrligt meget. Hvis jeg ser en gadehund, der ligner min egen hund bare en smule, kan jeg få en knude i maven, og hvis jeg har talt med min familie på Skype, har jeg ofte hjemve i flere dage efter og tårer i øjnene, hvis jeg taler om dem.

Idag har været slem. Jeg har talt med Mikkel, min storebror, og jeg savner ham simpelthen så meget, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Bare at skrive det her får tårerne frem i øjnene på mig. Det er så underligt, for jeg har det så godt her, så hvorfor savner jeg så min familie og venner så meget? Hvorfor skal det gøre så ondt? Jeg er begyndt at frygte, at der sker dem noget, mens jeg er her, så jeg ikke kommer til at se dem igen. Dumt og usandsynligt, men jeg frygter det alligevel.

For at skrive om noget positivt, har jeg idag fundet ud af, at jeg til sommer (vinter i Danmark) skal til Brasilien først og senere til Peru, hvilket er super fedt! Det bliver meget spændende at opleve flere sydamerikanske lande, og det er så sødt af min familie at tage mig med. Faktisk synes jeg ikke, min familie kunne være meget bedre. De er lattermilde, søde, glade og tager altid hensyn til mig. Jeg bliver altid inkluderet i samtalen, selvom det oftest skal oversættes for mig, og der bliver gjort mange ting for mig. Min værtsmor insisterer på hver morgen at lave min morgenmad for mig, hvilket er en luksus, jeg ikke er vant til :-) . Jeg prøver at "betale" tilbage ved at hjælpe til hvor jeg kan og så ellers bare altid være sød og venlig overfor min familie.

Her til sidst vil jeg dog lige fortælle om en foruroligende opdagelse, jeg har gjort mig. En af de 10 dødeligste edderkopper i verden, the corner spider/araña de los rincones, lever i min by, og er i de fleste huse her. Især kan de lide at være i senge og gemme sig i tøjet, hvorfor folk bliver bidt, når de uvidende kommer i kontakt med krybene. Jeg kommer ikke til at sove i nat!

Upassende...? Mig?!

Jeg føler mig som et forfærdeligt menneske, men jeg KAN ikke lade være. Det er simpelthen for morsomt.

Sagen er den, at jeg 3 gange indenfor 2 dage har været helt kvæstet af grin af aldeles upassende ting. Det første var igår, da jeg var til en 10-års fødselsdag hos mine værtssøstres fætter. Det var super fint og hyggeligt - der var så bare lige det, at til den fødselsdag var der også en autistisk dreng, der åbenbart havde set sig varm på mig. Jeg blev i hvert fald spurgt flere gange, om jeg nu havde en kæreste. Den første halve time kæmpede jeg en brav kamp for ikke at falde om af latter, men forgæves - jeg knækkede helt sammen af grin, først alene, sidenhen heldigvis akkompagneret af mine værtssøstre. Det var bare SÅ surrealistisk en situation - hvem forestiller sig lige, at man bliver lagt an på af en autist til en børnefødselsdag?! Er det bare mig der har en tarvelig og upassende humor? Det var ikke det, at han var autist, der var morsomt - mere en reaktion på situationen, der kom HELT bag på mig!
Dernæst brillerede jeg ved at knække sammen af grin, da en af mine klassekammerater forsøgte at tale dansk - igen, han lød som en retarderet, når han snakkede, og det var simpelthen for meget for min hårdt prøvede selvkontrol. Heldigvis tog han og de andre det ikke så tungt, og det blev mere en fælles joke (pyha!).

De første to situationer slap jeg temmelig godt fra, og jeg var ikke ene om at le. Men den sidste finder jeg lettere pinlig ... Vi har noget der hedder "jeans day" på skolen, som er en day, hvor man må have normalt tøj på mod at man betaler et eller andet - pesos, mad eller andet - til folk, der har brug for det. Det er en rigtig sød ting og meget næstekærligt. Problemet er så bare, at til på fredag skal vi indsamle ... det er ikke løgn ... voksenbleer. Ja, det er rigtigt - voksenbleer. Jeg knækkede helt sammen af grin da jeg hørte det, selvom jeg følte mig som et forfærdeligt menneske. De stakkels gamle har da helt sikkert brug for støtte. Men, come on - kunne man ikke betale med pesos, istedet for at jeg nu skal ud og købe voksenbleer ind? Måske er det bare mig der er ufølsom, men det var bare så hysterisk morsomt.

Man kommer helt bestemt ud for lidt af hvert som udvekslingsstudent, og min selvdisciplin er hårdt prøvet! Jeg undskylder for et helt sikkert meget politisk ukorrekt indlæg.

Når man kun har sovet 5 timer ...

... og er blevet bombarderet med indtryk i løbet af en hel dag, bliver man træt. Når man bliver træt, føles alting umuligt. Sådan har jeg det i hvert fald ofte, når jeg har sovet for lidt - og lige nu er ingen undtagelse. Jeg sidder og forsøger at reflektere over, hvordan jeg er som udvekslingsstudent, og selvom jeg ikke kan sætte en finger på præcis hvad det er, så synes jeg, jeg gør et eller andet forkert. Om det er min attitude, min tilgang til tingene eller ganske simpelt mig som person, aner jeg ikke. I hvert fald er jeg ikke lige på toppen ligenu - måske skulle jeg bare gå iseng ... men mon ikke også disse tanker er en del af det at være i en fremmed kultur i et fremmed hjem fyldt med fremmede mennesker?

Det er også anstrengende hele tiden at skulle yde sit bedste for at gøre det rigtige hele tiden - normalt kan jeg slappe helt af når jeg kommer hjem, men her anstrenger jeg mig ekstra meget når jeg er sammen med min værtsfamilie, så det er i realiteten kun om aftenen, når jeg er alene på mit værelse, at jeg kan slappe af.

En positiv ting (blandt mange, hvis jeg nu skulle tage de positive briller på) er, at jeg for første gang har følt, at jeg er ved at have en god forståelse af, hvad der foregår omkring mig. Måske er det bare trætheden, der taler, når jeg skriver, at jeg føler intet fungerer, for egentlig har jeg oplevet mange gode ting bare idag, og i løbet af de knap 2 uger jeg har været her, har jeg oplevet RIGTIG mange fantastiske ting. Så måske skulle jeg smide de negative briller ud og huske på alt det fantastiske, jeg har oplevet, og alt det fantastiske jeg stadig har til gode. Ja, det tror jeg, jeg vil gøre - men først og fremmest vil jeg sove. Buenos noches!

Un dia en Chañaral

Jeg har haft en skøn dag idag! Evelyn og jeg tog til Chañaral for at ordne mit chilenske ID, og vi blev der hele dagen. Det var virkelig hyggeligt! Billederne siger det hele.

Basketball!

Siden sidst har jeg i perioder haft helt vildt meget hjemve. Især efter jeg talte med min far og Gitte på skype havde jeg meget stærk hjemve. Men det har hjulpet at skrive dagbog og at læse min "World Travelers Guide", som jeg har fået af YFU, for at søge råd. Idag har det heldigvis ikke været så slemt, og jeg har faktisk haft en rigtig god dag.

Mine klassekammerater er søde og hjælpsomme. Idag bad de mig om at oversætte ord til dansk for dem, hvilket vi havde meget sjov ud af. Derudover har Cotty besluttet sig for at lære dansk (spørg mig ikke hvorfor), så vi har aftalt at hun lærer mig spanske sætninger, som jeg derefter oversætter til dansk. Her til aften deltog jeg i basketball for første gang, hvilket var en super god oplevelse! Kathi og jeg var de eneste piger idag, så vi trænede med drengene, der var søde til at hjælpe mig. Hver gang jeg skød bare en smule rigtigt fik jeg klapsalver og "excellente" med på vejen, og de forsøgte at oversætte trænerens ord til engelsk, hvilket var rimelig underholdende for mig, selvom jeg holdt det i mig :-). Men de var søde og sjove! Jeg glæder mig til torsdag, hvor jeg skal til træning igen.

Det er desuden gået op for mig idag, at der er en årsag til, at det har været en så fandens kold oplevelse at gå i bad om morgenen. Jeg har selvfølgelig ikke regnet ud, at man skal trykke på en knap i køkkenet, for at få varmt vand - no wonder jeg har frosset som aldrig før! Det skal heldigvis være slut fra imorgen af.

Af og til synes jeg det er svært at være her, når jeg ikke taler spansk. Det føles også nogen gange svært at få venner og ikke blot bekendte. Men, hvem sagde også det ville blive let at være udvekslingsstudent? For det er det helt bestemt ikke, men det er til gengæld også utrolig spændende og jeg kan mærke, at jeg gennemgår en personlig udvikling, som jeg aldrig ville opleve, hvis jeg var blevet hjemme i trygge lille Danmark. Selvom det er sindssygt frustrerende ikke at tale spansk, forsøger jeg at være positiv og tålmodig. På et eller andet tidspunkt skal det nok komme, selv hvis det kommer til at tage et halvt år.

Det bliver bedre og bedre

De sidste tre dage har jeg oplevet en del. Først og fremmest har jeg oplevet et jordskælv! Jeg stod ude i byen med Valery og hendes fætter, Douglas, da jeg pludselig fik en meget mærkelig fornemmelse af, at jorden under mig bevægede sig. Da jeg spurgte Douglas, om der lige havde været et jordskælv, smilede han bare og sagde ja. Det føltes lidt absurd at tale om jordskælv i så dagligdags en tone, men de er vant til det her, og det var kun et lille et. Nu ved jeg dog også hvordan det føles!

Fredag aften var jeg i biografen for at se en ny film med Johnny Depp, der dog skuffede mig - jeg plejer ellers at kunne lide de film, han er med i. Derefter tog vi hjem til Michelle, en fra min klasse, sammen med Cotty og andre fra klassen, Cottys kæreste og hans venner. Desværre var det heller ikke noget at skrive hjem om, ingen vidste rigtig hvad vi skulle lave, og jeg talte ikke så meget med ret mange af dem.

Igår spiste jeg frokost hos Hermett og Cotty sammen med Valery, og derefter "studerede" Cotty og jeg - i virkeligheden sad vi bare og snakkede. Om aftenen tog jeg hjem, hvor jeg hyggede med familien, spiste pandekager med nutella (mums!) og så film med Valery og Kathi.
Apropos min værtsfamilie - de er fantastiske. De er meget lattermilde og imødekommende, og der er altid en god stemning i huset. Jeg er så glad for at bo hos dem! Efterhånden begynder jeg også at kunne forstå lidt af samtalerne, hvilket er en kæmpe sejr for mig.

Til slut vil jeg lige vise nogle billeder af mit værelse:

Er det dværgbold eller fodbold, jeg ser?! + lidt lommefilosofi

Dén sætning fløj gennem mit hoved flere gange her til aften. Jeg var nemlig på skolens stadium, hvor der var fodbold, som tydeligvis er et samlingspunkt for salvadorianerne. Det havde en hvis underholdningsværdi at betragte spillerne, der har været omkring 1,50 meter for kvinderne (jeg troede helt seriøst det var børn på 12-13 år) og 1,70 m for mændene. De gik op i det med liv og sjæl, og ligeså gjorde tilskuerne, men elegant var det ikke.

Årsagen til at vi var der var, at Valory og Kathi (hendes kusine) skal til Brasilien på en skoletur i december, og derfor samler penge ind som tilskud til turen. Jeg mødte nogle af Kathis meget ældre venner (i starten af 20'erne), hvor den ene forsøgte at overbevise mig om at han var 17, efter at jeg havde fortalt jeg er 16 år. Mit mistroiske ansigtsudtryk fik ham dog til at indrømme, at han rent faktisk var 22. En lille smule creepy, måske? Det synes jeg i hvert fald.

Faktisk vil jeg lige bruge lejligheden til at påpege, at jeg efterhånden er blevet rimelig ydmyg når det gælder penge. Efter at have set og oplevet på egen krop, hvor lidt de fleste mennesker har at gøre med, er det gået op for mig hvor utaknemmelig min tilgang til penge og materielle goder har været/eventuelt stadig er. Chile er en øjenåbner, hvis man vil se, hvordan langt de fleste mennesker lever. Jeg bor endda i en af de mere velhavende familier i byen, og jeg må bade i skiftevis brændende varmt og isnende koldt vand hver eneste morgen. Bare det at eleverne må gå tiggergang for at få penge nok til studieturen, er lidt af et kulturchok for mig - det drejede sig om omkring 500 kr, som de skulle samle ind. Kun 500 kr.

Det er vildt, så stor forskel der er på den danske og den chilenske kultur når det gælder materielle goder. I mine øjne er danskerne - inklusive mig selv - vildt utaknemmelige for den velstand vi har, og deler ikke gerne ud af den. De fleste chilenere har meget lidt at gøre med, men det lidt, de har, deler de ud af, så andre også kan nyde glæde af det. Jeg har i hvert fald tænkt mig at prøve at være lidt mere taknemmelig for det, jeg har, og for de ekstremt mange muligheder, jeg har.

Jeg undskylder for det måske lidt hellige indlæg, men det har rumsteret meget i mit hoved de sidste par dage. Så min opfordring til hvem der nu end læser dette er: vær taknemmelig for det, du har, og del med dem, der ikke har så meget. Det tror jeg også kan hjælpe meget på ens selvrespekt.

Tadaaa ..

Sådan her ser en skoleuniform fra El Salvador altså ud:

Se venligst bort fra rodet! Jeg skal nok rydde op ...

La gringa de Dinamarca

Så har jeg haft anden skoledag på mit gymnasium. Det var ret så godt, og jeg begynder at kunne forstå mere og mere! Særligt er jeg rimelig stolt over, at jeg forstår næsten alt der foregår i Matemática, selvom det er noget nyt, som jeg kun har lært om her i Chile.

Jeg kan virkelig godt lide mine klassekammerater, de er rigtig søde og overbærende med mit manglende spansk. Heldigvis har jeg Cotty (udtales Kodi) til at oversætte for mig - hun er super sød. Jeg var hjemme hos hende igen idag, og det var SÅ hyggeligt. Både hun og hendes mor er skønne. Inden det fik jeg købt det meste af min skoleuniform, så jeg kan se nogenlunde præsentabel ud i skolen. Jeg ligger et billede ud af den imorgen eller i overmorgen.

Min værtsfamilie er også bare fantastisk dejlig! Selvom jeg ikke kan snakke så meget med dem endnu, er de utrolig søde og hjertevarme mennesker. Jeg er så glad for at bo hos dem. Det er en stor familie, og jeg bliver dagligt introduceret til en ny primo/prima (fætter/kusine) eller tio/tia (onkel/tante). Selvom huset er meget lille og ikke så luksuriøst, har jeg også lært at sætte pris på det - tro mig, når man fryser 24/7 og tager iskolde bade de første minutter hver morgen, bliver man virkelig taknemmelig for, at vi i Danmark har centralvarme og rigeligt varmt vand! Når man har det tænker man ikke specielt over det, men nu hvor jeg prøver at leve uden den luksus, har det sat tingene rimelig meget i perspektiv. Bare det at have en varm seng ville være den vildeste luksus for mig.

Jeg har aldrig oplevet så meget opmærksomhed, som jeg får her i El Salvador. Jeg hører dagligt udtrykket 'la gringa', hvilket egentlig betyder en blond amerikaner, men det bruges om alle udlændinge der er lyse i hud og hår. Folk spørger ind til hvor jeg kommer fra, hvordan der er i Danmark, og så er de vildt imponerede over at jeg taler både dansk, engelsk og forståeligt tysk.

Idag har været en dejlig dag, den første uden hjemve. Jeg begynder at kunne forstå lidt af det, folk siger på spansk, hvilket er en kæmpe sejr for mig. Fra nu af føles det som om det kun går fremad!

Første skoledag, check

Den længe ventede og længe frygtede første skoledag er nu overstået, og overall må det siges at være gået okay.
Der er masser af søde mennesker på skolen, og jeg står heldigvis ikke alene på noget tidspunkt. Men det er svært ikke at tale sproget og ikke forstå dem, når de forsøger at tale med mig! Samtidig kan jeg se at der er mange, der taler om mig og kigger på mig - nok fordi jeg rager totalt ud fra mængden.

Det er ren abefest i en chilensk klasse. I morges gik der en hund rundt inde i klassen, og så var dagen ligesom skudt igang. Det de lærer i skolen er noget, jeg ikke helt kan genkende, og jeg forstår ikke alt der bliver undervist i - især ikke fysik! I timen bliver der spillet musik og snakket højlydt, men lærerne er meget venlige og forstående overfor mig, så det er heldigvis ikke noget problem.

Idag spiste jeg "tomar onze" (tror jeg det hedder) hjemme hos min area rep og hendes datter, som jeg går i klasse med. Hun er sindssygt sød til at hjælpe mig og taler virkelig godt engelsk. Det var meget hyggeligt, og det er rart at vide, at man altid har et sted at gå til, når man er ked af det eller har brug for at tale. På lørdag skal jeg spise frokost hos dem.

Ellers forsøger jeg bare at få købt min skoleuniform - som jeg, by the way, bruger XL i, hvor jeg bruger M i Danmark -, få min mobil til at fungere, få mit chilenske ID og melde mig til noget sport.