Historien om Nala

Jeg tænkte, at jeg lige vil lave en lille opsummering af, hvad alt det med min lille chilenerhvalp egentlig var for noget. Jeg har vist ikke givet hele historien herinde, så den bliver lagt ind nu.

Engang i November kaldte min værtssøster pludselig på mig, og sagde at jeg skulle komme udenfor og se noget, der var udenfor huset. Jeg gik ud, og der fandt jeg en lille hvalp på omkring 6 uger, gennemblødt og ulykkeligt klynkende efter en, der kunne tage sig af hende. Da jeg tog hende op, puttede hun sig ind til mig og holdt op med at pibe, og jeg var helt igennem solgt. Min værtsfamilie ville ikke have hende. Jeg fik dem dog overtale til at lade mig beholde hende, indtil jeg fandt hende en familie, da alle var udmærket klar over, at ellers ville hun dø på gaden - chilenerne gider ikke tage sig af efterladte hundehvalpe. Så jeg tog hende ind til mig, gav hende mad og vand, og fandt en dansk hundehjemmeside (Hundegalleri) hvor jeg kunne få nogle gode svar på, hvordan jeg bedst kunne passe hende.

De efterfølgende dage var jeg rundt at spørge samtlige jeg kendte, men ingen havde lyst til at tage imod et gadekryds, der oven i købet var en tæve - de er ikke ret glade for tæver hernede. Jeg blev mere og mere fortvivlet, indtil jeg fik den ide, at jeg da bare selv kunne tage hende med hjem til Danmark. Det fik min far så overbevist mig om, at det kunne jeg ikke.

Heldet var dog med mig - en pige inde fra den hundeside, jeg flittigt havde brugt til at få svar på diverse spørgsmål, tilbød mig at tage imod hende. Vi begyndte at snakke sammen, og jeg blev overbevist om, at hun reelt ønskede Nala. Sammen planlagde vi, hvordan vi bedst muligt kunne få det hele til at fungere. Jeg gav Nala en rabiesvaccination, en mikrochip, sørgede for hendes papirer osv, og den danske pige sørgede for diverse regler om import af hund til Danmark. Den 7. februar kom hun til Chile, og den 18. tog hun tilbage med Nala.

Nala bor nu i en forstad til København sammen med Petra, der er adfærdsbehandler og har planer om at blive dyrlæge. Hun sender mig jævnligt billeder og updates, og alt tyder på at Nala får det mest fantastiske hundeliv, man kunne ønske sig. Ikke desto mindre savner jeg meget min lille chilenerhund, selvom at jeg ved, hun har det godt nu.

Tid til at sige farvel

Så er Petra ankommet for at tage Nala med sig hjem! Det har dog været et helvede at arrangere og jeg aner et eller andet sted ikke hvorfor jeg gør det - ikke fordi jeg nogensinde har haft et valg. Man ignorer ikke en seks uger gammel hundehvalp, velvidende at man overlader den til at dø. Det kunne jeg i hvert fald ikke. Så nu skal jeg have det sidste til at falde på plads, og så skulle Nala meget gerne være i Danmark den 19. februar.

Ruut tager afsted imorgen til sin nye værtsfamilie og jeg, Petra og min værtssøster tager afsted til Tunga en times tid efter. Det skal nok blive sjovt, og Petra er utrolig sød og spændende at tale med, men ingen tvivl om at en kæmpe byrde bliver løftet fra mine skuldre når hun kan fortælle at de begge er vel ankommet til Danmark. Det er trods alt ikke meningen med at være udvekslingsstudent, at bruge en helvedes masse energi, tid og penge på at få sendt en hundehvalp til et andet land, og det er ikke noget der kommer til at gentage sig resten af min tid her. Men som jeg sagde, jeg fortryder det ikke, og jeg kommer til at savne min lille chilenerhvalp rigtig, rigtig meget.

En anden jeg kommer til at savne er Ruut. Vi har boet sammen i halvanden måned, grint, grædt og oplevet alverdens ting og sager sammen, og selvom vi begge har været ved at rive hovederne af hinanden til tider, er hun gået hen og blevet mig en meget dyrebar og kær veninde, som jeg helt sikkert kommer til fortsat at holde kontakten med. Men det første stykke tid uden hende bliver formentligt underligt.

Men sådan er livet jo, og et eller andet sted bliver det også rart at vide at de begge har det godt deres nye steder og jeg ikke længere skal stå til ansvar for andet end mine egne handlinger.

Endelig ude at opleve!

Er så heldig at være i Los Andes hos min værtsmors bror og hans kone. Jeg er her sammen med min værtssøster, Jan og Ruut, og jeg synes det er helt igennem skønt. Familien er fantastisk sød og interessant - vi har haft lange samtaler omkring ting lige fra økonomi og Chiles uddannelsessystem til nattens fester - og huset er dejligt med svømmingpool og grønne områder. Det har jeg savnet - græs, blomster og træer. At se på sand og sten kører man hurtigt træt i.

Indtil videre har vi været en tur i Santiago og tager imorgen til Viña del Mar, og ellers nyder vi bare tiden her maksimalt. Igår havde Ruut fødselsdag, så vi købte hende en lagkage, sang fødselsdagssange for hende og tog senere i byen (18 års fødselsdag skal jo fejres med en bytur ... ), hvilket var super hyggeligt.

Men på trods af hvor fedt det er at være her, går jeg med nogle svære tanker omkring mit liv her i Chile. Det handler om at jeg dels er træt af at bo i El Salvador, dels har haft en del uoverensstemmelser med min værtsmor på det sidste. Jeg glæder mig ikke til at tage tilbage til El Salvador, da jeg ikke synes jeg nyder min tid der som jeg burde. Det er en lille by med små muligheder, og når man ikke føler sig særlig godt tilpas i sin værtsfamilie (det vil sige, primært med min værtsmor), er det svært at finde gejsten ved at skulle vende tilbage, nu hvor jeg har fået mulighed for at se de mere sydlige områder af Chile, som er helt fantastiske. Om det hele kommer til at løse sig, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg håber det, men ellers må jeg bare prøve at bruge min tid så godt som muligt de sidste fire og en halv måned jeg er her.