Jeg savner ...

• Min familie, mine venner og min hund
• Dansk jul - sne, vinter, varme indenfor, juletræ, salmer, vintermad
• Havet. Jeg har altid boet meget tæt på havet, så at bo i en ørken er lidt af en omvæltning
• Lyden af det danske sprog
• Frisk, duftende græs
• Skov og dansk natur
• Det danske skolesystem
• At svømme
• A føle, jeg er i stand til at udtrykke hvad jeg føler og tænker uden at blive frustreret over, at jeg mangler et ord eller to
• Regn
• Mit værelse

... Og jeg kunne blive ved. Her, efter 8 måneder, har jeg stadig ikke tilpasset mig 100%. Jeg kan stadig få ondt i maven, når en lyd, lugt eller stemme minder mig om noget, jeg oplevede i Danmark. Jeg tror ikke, det forsvinder, inden jeg tager hjem. Men jeg nægter at se det som et nederlag.

Jeg ved, der er massere af udvekslingsstudenter som ikke savner deres land et sekund og ikke har lyst til at komme hjem igen, men jeg er ikke en af dem. Det er bare ikke det samme som at det har været et dårligt år eller at jeg fortryder et eneste sekund - for det gør jeg ikke. Intet af det jeg har oplevet, set og lært kan købes for penge, og man kan ikke rigtig forstå det, før man selv har prøvet det. Jeg er vokset utrolig meget, har lært en masse om mig selv, og det har været fantastisk - men for helvede hvor har det også været svært. 

Jeg håber faktisk, at jeg kan være til inspiration for nogle fremtidige udvekslingsstudenter, der formentlig har samme forventninger som jeg havde, da jeg kom til Chile. Man bliver pumpet fuld af en masse fede historier, "det bliver dit livs bedste år", "du vil ikke hjem igen, tro mig" etc. Men jeg synes personligt, at det er at skrue forventninger alt for højt op og i en helt forkert retning. For er det virkelig meningen, man topper som 17-årig? Og hvorfor skal man ubetinget elske alt det man møder?

Det gør jeg ikke. Der er mange, mange ting jeg ikke bryder mig om eller ikke kan forstå ved den chilenske kultur. Men det er en øjeåbner, og det man lærer mest om i min optik, er respekt. Respekt for folks forskelligheder, for landes forskelligheder og for kulturers forskelligheder. Man lærer, at der er mange måder at gøre den samme ting på, og at de som oftest ikke er bedre eller værre end de andre. At det vigtigste i alt samvær med andre mennesker er respekt.

Mit år har været enormt hårdt. Det vil jeg ikke lyve om - men hver eneste tåre, hver eneste gang jeg har været ved at opgive har været det værd. Jeg fortryder ikke et øjeblik, for det kan på ingen måde hamle op med alle de fantastiske og enormt vigtige ting, jeg har lært. Mit år har ikke været det bedste, ej heller det værste - men det har været uforglemmeligt.

17

Så gammel er jeg. 17 år. Det føles lidt vildt.

Jeg havde fødselsdag i fredags, den 22 marts. Jeg vågnede op tidligt om morgenen og gik i bad, hvorefter jeg gjorde mig klar til at skole. Inden jeg tog afsted satte jeg mig ned på min seng, lidt fortabt og alene, og skulle lige tage mig sammen og fortælle mig selv, at jeg godt kunne klare det. At det ikke var noget specielt, og at det var ok, at det ikke blev gjort som det plejer. Men det var svært, for der var ingen opvågning til fødselsdagssang eller morgenbord med gaver, og mest af alt - ingen familie.

Efter et øjeblik tog jeg mig dog sammen og tog i skole. Det var rigtig hyggeligt, jeg fik sunget fødselsdagssang på spansk og mange ønskede mig tillykke med de 17 år. Derefter tog jeg hjem til min værtsfamilie, hvor vi spiste rigtig lækker mad, og jeg snakkede med mine kære på Skype. Om aftenen tog jeg over til Coty's og Hermett's hus, som havde arrangeret en fødselsdags-komsammen til mig. Da jeg trådte ind, var der fyldt med danske flag, der var dækket op til lækre completos og mine venner var samlet (Coty, Diego, Barbara, Diego og Jan) samt min højtelskede are rep Hermet. Vi spiste, snakkede og jeg fik nogle rigtig fine gaver. Senere på aftenen blev lagkagen (lavet med dansk flag og det hele) båret ind, og jeg pustede lysene ud.

En sjov chilensk tradition er, at man skal tage en bid af kagen, hvorefter man får presset hovedet ned i kagen, så man har lagkage i hele hovedet. Jeg slap ikke. Somregel får fødselarer dog det stykke, der er mærket af vedkommendes hoved, så ekstra kage til mig :-) .

Alt i alt var det en rigtig, rigtig god dag med nogle mennesker jeg holder meget af og som gjorde utrolig meget for at jeg skulle have en perfekt, chilensk/dansk fødselsdag. Jeg er meget taknemmelig for at kende sådan nogle helt igennem fantastiske mennesker.

Det mærkeligste mad ...

... Jeg har fået serveret (ikke nødvendigvis spist):

• Grisefod - ikke smagt
• Fåretestikler - ikke smagt
• Havsnegl - smagt, og jeg kunne ikke lide det
• Suppe lavet med fiskehoved - smagt, var egentlig ganske udmærket
• Hønsesuppe inklusiv hoved, uudviklede æg og hanekam - smagt, men jeg spiste kun af selve suppen
• Gedeost (okay, bliver også spist i Danmark, men min værtsmor havde en tendens til at komme det i alting en overgang) - smagt, det gav mig associationer til at gnave i en uldsok

Man bliver udsat for lidt af hvert her i Chile.

Valparaíso - en kunstnerby

Kom hjem derfra idag omkring klokken 11.

Det er vitterlig en fantastisk by. Min værtssøster skal studere på universitetet der, så jeg tog med for dels at hjælpe hende med at tage imod lejligheden og købe alle de nye ting ind, der skal købes ind til en ny lejlighed, dels for selv at få mulighed for at se byen. Jeg har været der før, men meget kort og jeg nåede ikke at se noget.

Det gjorde jeg så til gengæld denne gang, og jeg tager helt sikkert derhen igen. Det er en meget interessant by, meget farverig og med masser af kultur. Jeg havde lidt en fornemmelse af at være i en chilensk version af en sydeuropæisk by med sine små gader, mange charmerende restauranter og gademusik. Det er en havneby, der emmer af liv og kunst. De fleste husmure er beklædt med kunstnerisk graffiti, og farverne rangerer over alle regnbuens farver.

Valparaíso er den smukke arkitektur tilbage fra kolonitiden. Det er gademusikanter. Det er fiskeri og store containerskibe. Det er farver, glæde og mest af alt, så har Valparaiso en kunstnerisk sjæl, der pulserer gennem hver gade og park, cafe og galleri.

Af alle de chilenske byer jeg har set, må Valparaiso være min favorit.

Tunga

Jeg opholdt mig ikke særlig længe i Tunga - knap 2 dage - men det er noget, jeg sent glemmer. Det var så fremmed, så gammeldags og så interessant, men alt sammen på en måde jeg synes er svær at sætte ord på.

Tunga består af omkring 50 indbyggere - nok til én gade med omkring 15 huse, en kirke der er lukket det meste af tiden og en rodeoplads. Resten er marker og folde. Jeg tror aldrig, jeg har været så langt ude på landet og stadig befundet mig i en "by". Husene er små, forfaldne og ikke ligefrem hygiejniske, men altsammen bidrager til en stemning af at være kommet 100 år tilbage i tiden. Hvert år holdes der en uge for at fejre byens eksistens, hvor der er op til 200 mennesker samlet. Her bliver der afholdt rodeo, fester, spil og bare generel komsammen.

Rodeoet var en af de mindre behagelige oplevelser. Jeg havde mildest talt svært ved at se formålet med galskaben, på trods af at det blev mig forklaret. Det var noget med, at de drev en kalv rundt i manegen, indtil den segnede, hvorefter den blev trukket rundt ved halen, blev drevet videre, segnede igen, og sådan fortsatte det. Kalven var vild af skræk, hestene var ligeledes bange og ophidsede, og flere af dem blødte fra siderne, hvor rytternes kæmpesporer (dem man ser fra cowboyfilm) havde boret sig ind i dem. Jeg gik efter en halv time.

Om aftenen tog vi til en fest, der blev holdt i en stor hal tæt ved rodeoet. Der var live musik (i genren cumbia), dans og rigeligt med opmærksomhed til Petra og jeg, de eneste blondiner, og vi kunne knap gå forbi orkestret, før de afbrød sangen og kastede komplimenter i vores retning. Men sådan er det altid som "gringa", man vender sig til at blive behandlet som noget særligt ... Og det lød snobbet på skrift, men det er nu engang rigtigt. Resten af natten dansede vi en hel del og jeg havde mange underholdende samtaler - blandt andet en med en ældre mand, der forsøgte at overbevise mig om, hvorfor jeg burde gifte mig med ham.

Jeg følte, at jeg kom helt ind til hjertet af Chile, helt ude på landet hvor meget lidt har forandret sig gennem tiden. Det var en uforglemmelig oplevelse, at opleve den måde at leve på. Det har også givet mig en større forståelse af dels min værtsmors baggrund og dels Chiles mere landlige side, som også er en stor del af landets kultur. Jeg er meget glad for at være så priviligeret, at jeg så noget så unikt.