Rancagua

I sidste uge, fra tirsdag til mandag, var jeg et smut forbi Rancagua. Årsagen var, at min værtsmor skulle opereres i begge fødder, og derfor havde brug for én der kunne hjælpe med diverse ting og sager. Det blev så mig. Så jeg tog med hende, hvor vi brugte de første to døgn på hospitalet, og resten af tiden var vi på et super fint hotel. Jeg var en eksemplarisk udvekslingsstudent (som altid, hehe) og hentede + bragte hende morgenmad, frokost og aftensmad, samt hjalp med hvad hun nu havde brug for. Det var faktisk en rigtig hyggelig uge, hotellet var super godt og om lørdagen smuttede jeg til Santiago for at mødes med Ruut og to andre udvekslingsstudenter fra henholdsvis Estland og Brasilien.

Idag, klokken fem, tager jeg til Copiapó, hvor jeg bliver indtil søndag, og på tirsdag rejser jeg til Santiago, da der i næste uge bliver afholdt vores afskedsweekend. Når jeg kommer hjem igen, har jeg to uger tilbage, og så vender jeg snuden hjem mod Danmark ... Det er vildt, så hurtigt tiden er gået.

El Salvador - en mineby

For at give jer et indtryk af El Salvadors størrelse, kan jeg fortælle at der bor omkring 4000 indbyggere her og der er to skoler, et gymnasium, en biograf, en plads og en million gadehunde. Det tager 30 minutters kørsel at komme til den nærmeste by, Diego de Almagro, og den nærmeste større by, Copiapó, ligger 2 en halv times kørsel væk. Byen er en af de eneste tilbageblivende byer i hele Sydamerika, som udelukkende består grundet minedriften - og som samtidig er selvforsynende med plads til familier, børn, ældre osv. Alle huse er ejet af Codelco - Chiles største mineselskab - og langt de flestes fædre eller brødre arbejder for dette selskab. Byen ligger i 2,4 km højde og i verdens tørreste ørken ved navn Atacama. Der findes ikke et eneste gadelys i byen. El Salvador er 52 år gammel og blev oprindelig bygget og ejet af amerikanske minearbejdere, indtil Chile nationaliserede deres kobber og overtog ejerskabet af byen. Produktionen er faldet gennem de sidste mange år, og det forventes at byen lukker inden for en overskuelig fremtid - de seneste nyheder siger i år 2014.

1. Maj

"Først mig"-dag ... Sådan en lille intern joke i min blå familie ...

Vi havde alle fri idag og tog på udflugt. Der blev pakket kartofler, ris, kød, en slags brødmasse til at lave "churrascas", en chilensk form for brød, tæpper, musik og godt humør - og så drog Zulema, Yanette, Jan, Leri, jeg og en Hr Sergio, der pænt kørte os frem og tilbage, ud i det blå. Vi kørte op i bjergene, højt højt op. Deroppe grillede og snakkede vi frem og tilbage om livet, alt og intet. Blandt emner vi berørte var hvem der ville overleve længst i den vilde natur (det blev Jan, selvom jeg forsøgte at argumentere for, at han ville være alt for dumdristig og ende med et brækket ben eller sådan noget), hvilket land vi helst ville bo i (Jan i Berlin, Tyskland, Yanette i det sydlige Chile og jeg i hele verden) og organrøvere i Chile (der er et område i Antofagasta, en by i det nordlige Chile, hvor man ofte finder lig uden organer) ... Og sådan lidt af hvert. Vi fik grint meget, jeg prøvede at skabe kontakt med nogle vilde æsler, men de var ikke specielt interesserede i mig, og Jan fik ved et uheld skubbet Leri ind i en busk, da han ville sætte sig ned. Som det plejer når man er ude at køre med de skøre.

Vi fik også passeret nogle ikoniske steder her i området. Det første er en hestevogn, helt forladt midt ude i ørkenen, og ingen ved hvor den kommer fra - den har så dog været brændt ned, så det er en kopi vi så. Dernæst er der en klippe, hvor man siger, at klokken 12 om natten vandrer en spøgelsesenke rundt, på jagt efter hendes døde mand. Passerer du området efter mørkets frembrud sætter hun sig ind i din bil og skræmmer livet af dig ... Jan har været der efter 12, men der var altså ikke nogen lillemor der satte sig ind i bilen. Jeg er alt for meget kylling til at være der, når det først er blevet mørkt. Sidst men ikke mindst kørte vi på en vej, hvor Hr Sergio slukkede bilen, hvorefter bilen begyndte at rulle af sig selv - op ad bakke! Ingen kan forklare hvorfor, men nu har jeg altså set det med egne øjne, og det skete. Aner ikke hvordan, men helt vildt sejt alligevel.

På fredag er det min storebrors Mikkel's fødselsdag ... Vildt at han bliver 19. Det føles ikke som lang tid siden han havde kanintænder og grydehår. Tiden flyver afsted!