søndag den 24. juni 2012

Grill-aften med YFU

Hej!

I fredags var jeg til grill-aften med min region, region Midtjylland. Det var sindssygt hyggeligt, og jeg mødte nogle søde piger, der skal afsted ligesom mig. Vi var 6 GABS (gonna-bees) og 3 frivillige. Vi spiste noget god mad, snakkede om alt muligt omkring det at være et år afsted og spillede fodbold sidst på aftenen. Alt i alt en super god oplevelse!

Efterhånden er der ikke længe igen til jeg rejser. 31 dage. Om 2 uger skal min kuffert være pakket og mit værelse opryddet, og så rejser jeg fra Kolding for ikke at komme hjem det næste år. Det er lidt som om mine følelser omkring det hele tiden skifter mellem at glæde sig helt sindssygt og så allermest have lyst til at blive hjemme i lille, trygge Danmark. På den anden side - jeg kan slet ikke forestille mig at skulle direkte på gymnasium efter 9. klasse. Det ville være for ... ordinært, et eller andet sted. Jeg fortryder ikke et øjeblik at jeg valgte at tage til Chile, og slet ikke med YFU som min organisation. De er simpelthen så dygtige!

Mine eksamener er vel overstået og på lørdag er jeg helt færdig med at gå i 9. klasse på Kolding Realskole. Det har ellers været nogle gode år. Men nu er det på tide at komme videre - og om 31 dage sidder jeg på et fly mod Chile.

mandag den 18. juni 2012

Lidt ekstra information

Jeg har skrevet med min værtsfamilie, og de virker bare helt sindssygt søde! Moren svarede på mit brev og fortalte lidt forskelligt om byen, mens jeg skrev med min ene værtssøster på Facebook. Jeg glæder mig helt vildt til at komme derned - de virker som om de er en utrolig dejlig og hjertevarm familie. Hvor heldig har man lige lov til at være?!

Det information, jeg har skrabet sammen om byen indtil videre, er:
  • Byen ligger i Atacama-ørkenen
  • Den ligger i 2,3 km højde
  • Der bor 11.000 mennesker
  • Jeg skal gå på en skole ved navn Liceo Diego de Almeida
  • Der er 55 km til nærmeste by, 200 km til nærmeste store by og 1000 km til Santiago
  • Jeg har mulighed for at gå til dans, basketball, volleyball, tennis, fodbold og kor (har muligvis glemt en ting eller to)
  • Byen er bygget op omkring en kobbermine, så mange af byens indbyggere arbejder for mineselskabet Codelco - også min værtsfar, der vist nok er elektromekaniker eller noget i den stil. :-)
 Jeg synes, det er så fedt, at det er så anderledes fra hvad jeg kender. Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at jeg skulle bo i en ørken! Faktisk var jeg sikker på, at jeg skulle til det sydlige Chile, derned hvor der er pingviner. Men man bliver overrasket, og jeg kunne nok ikke være mere tilfreds med stedet.

I får lige et billede af byen oppefra:

lørdag den 16. juni 2012

Så blev det min tur!

Ja - så fik jeg min værtsfamilie! Det er virkelig en skøn følelse, endelig at vide hvor man skal hen. Og tro mig, det er vitterlig noget helt, helt anderledes en jeg nogensinde kunne forestille mig!!

Jeg skal bo midt i en ørken (!), i en lille by ved navn El Salvador. Der bor ca. 11000 mennesker. Den ligger oppe i bjergene, og der er 55 km til den nærmeste by, så det er pænt isoleret. Min værtsfamilie består af en værtsfar ved navn Eduardo, en værtsmor ved navn Zulema og to søstre på 18 (Evelyn) og 16 (Valery).
Det er virkelig ikke det, jeg havde forestillet mig - men jeg er utrolig glad for det. Byen ser skøn ud og det er så fantastisk anderledes fra Danmark. Jeg er så glad for det!

Nu har jeg skrevet et brev til dem med hjælp fra min spansklærer, så mon ikke jeg snart får svar. :-)

fredag den 8. juni 2012

Så er der ikke længe igen

Hej!

 46 dage - så lang tid er der til jeg sidder i et fly med afgang mod Chile. Det er helt surrealistisk at tænke på. Om kort tid skal jeg til et land, hvor jeg ikke kan sproget og ikke kender et øje. Men hey - det er jo det fede ved det, at det bliver sådan en udfordring! Jeg glæder mig i alt fald helt vildt. Lige pt tænker jeg dog mest på mine eksamener, som indtil videre går super godt!

På nuværende tidspunkt har jeg stadig ikke fået værtsfamilie eller område at vide, men det har jeg det egentlig helt okay med. Jeg tror at det gør, at jeg ikke har nogen forventninger til det, fordi jeg ikke får tid til at bygge dem op, hvilket jeg ellers altid har en tendens til.

Helt stille står det dog ikke på YFU-fronten. I søndags var jeg nemlig til Infodag. Det var en super god dag, hvor vi fik specifik information omkring de lande, vi skal til - i mit tilfælde Chile -, af nogle frivillige der har været der. Jeg blev egentlig mest bekræftet i de ting, jeg allerede vidste, synes jeg - men det var også rart.

Derudover mødte jeg de 4 andre, jeg skal rejse med - super søde allesammen! Det var rart at få sat ansigter på dem, man skal rejse med. To af dem havde jeg mødt før, mens de andre to var helt nye bekendtskaber. Men det er fedt at tale med nogen, der står i samme situation som en selv, så man ved, at man ikke er Palle alene i verden. :-)

 Til slut vil jeg lige vise jer et billede fra Patagonien, den sydligste region i Chile (hvor jeg lidt har på fornemmelsen jeg skal hen):